| Notater |
- Erik Klipping (Erik 5.), søn af Christoffer 1 og dronning Margrete Sambiria ("Sprænghest"), fødtes på Lolland ca. 1249[1]. Han var konge 1259-1286. Ved farens død i 1259 havde fyrst Jaromar af Rügen sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel)invaderet Sjælland og indtaget København.
Efter et stort nederlag i 1261 blev både enkedronningen og Erik Klipping taget til fange. De blev holdt i fangenskab i Hamburg, men det lykkedes dronning Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albert af Braunschweig, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Her genvandt hun initiativet, hvorefter hun hentede sin nu myndige søn Erik hjem til en plads på tronen i 1264. Indtil da fungerede hans moder, enkedronningen, som hans formynder. Erik blev herefter kronet til konge, men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen bandlyste efterfølgende de bisper, der havde deltaget i kroningen.
Erik blandede sig i striden i Sverige, hvor Valdemar og Magnus kæmpede om magten, og Erik støttede først Magnus og siden Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige. For at finansiere disse eventyr foretog Erik møntforringelse.
Hans besynderlige tilnavn (som også ses i formen "Glipping") stammer formentlig fra hans klipning (devaluering) af landets mønt - en populær forklaring om, at det skyldtes, at han "glippede med øjnene" som tegn på svaghed og upålidelighed synes at være en ren konstruktion.
Erik gik så langt som til at optage tvangslån hos kirken. De utilfredse stormænd tvang i 1282 kongen til at afholde årlige møder med dem - de såkaldte danehoffer. Kongen blev tvunget til at underskrive en håndfæstning, der kan betragte som Danmarks svar på Magna Carta. Heri står bl.a., at kongen regelmæssigt skal rådføre sig med stormændene, og at bøndernes ret skal sikres. Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene havde nu udspillet deres rolle, og det var ikke længere bønderne, der valgte kongen. Men man beholdt dog skikken med at hylde kongen på tinge.
Under en jagt den 22. november 1286[1] ("Sct. Cæcilienat") søgte kong Erik og hans følge ly for natten i en lade ved Finderup. Her blev han myrdet af ukendte gerningsmænd.
Kongen blev gravlagt i krypten til Viborg Domkirke. Efter kirkens brand i 1726 blev kongens jordiske rester overført til en muret grav bag alteret.
På Danehoffet i Nyborg i 1287 blev stormændene Grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen (Hvide), der var Eriks marsk, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen og Niels Knudsen dømt for delagtighed i mordet og blev erklæret fredløse. De flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage. Der var ikke nogen, som mente at Marsk Stig personligt havde stukket kniven i kongen, men han blev dømt som bagmand, uden at man kender hans motiv. Mange andre er derfor blevet foreslået som den virkelige bagmand med magt til at dømme en uskyldig for selv at kunne gå fri, f. eks. hertugen af Sønderjylland eller den norske konge, eller droningen. Mordet på Erik Klipping, det sidste kongemord i dansk historie, har siden været ét af dansk histories store mysterier, som har inspireret både historikere og digtere.
|
1249 - 1286 (37 år)
: Adresse
: Lokasjon
: By
: Fylke/Grevskap
: Stat/Provins
: Land
: Ikke satt
