Notater: Alf-Inge`s Hjemmeside

Notater

Treff 1,651 til 1,700 av 3,040

#	Notater	Linket til
1651	Han var i erkebispens tid Fogd i Trondheim,men ble av Kong Christian den.3 anttat som den første Borgemester i Trondheim 1537.	Arctander, Niels Lavridsson (I3860)
1652	Han var leilending på gården Raften fra 1682 og bruker 1.vog og 1.pund jord som omfatter hele gården.Han var benyttet som lagrettesmann i flere år. FÖD. 1644 (57 år enl mt.1701)  1635 (enl d-bok)   Är ev. samma person:  Osewold, Huusmend Enckens Sónn Jon Joensen 20  Fladsetter, Foster Sön Jon Jonß 12   I Amtsrgnskaperna för år 1672 og 1673 nämns:  Húúsmends Schatt  Hocheland  Joen Joensen   Betalar år 1674 "Leilendings Schatt", men inte 1673 i:  Aandestad  Joen Jonsen   I Amtsregnskaper för år 1676 nämns:  Rafften  Enchen Birgete   Är nämnd i Amtsregnskaper för år 1682.  Rafften  Joen Joenß j W: j pd 3 ort 8 ß   Är nämnd i Amtsregnskaper för Ulfföe fiering, "Schatte Mandtal og Jordebog for Leilendings Schatten", 1688.  Rafften - j W: j pd  Hassel Canonj Eier og bÿgr:  Joen Joenß - j W: j pd - 3 ort 8 ß   Det finns även en Joen Jonß i Brotöen år 1688.   Är ev. nämnd i boken Lödingen del 2 s.540:  "GNR.16 Øyen.  Helge Einerssen.  Barn: ..3) Marith ble g. 23 s. Tr. 1693 m. Jon Jonsen, Raftsundet"  VIG2. 1693 i Lødingen sogn.  "1693. Pridie Dom 13 p Trin: pdichede jeg paa Lódingen. Trolovede jeg Jon Jonsön og Maritte Hellisdatt." p.51  "1693. paa Lödingen Dom 23 Trin. Jon Jons fra Raften Enkemand blef wied med Marit Hellesd. fra Offersöe, hwar om see Ecteskabs bogen pag. 53".   Är nämnd som dopvittne Dom: IX á Trinit 1693, till Elling Hansens barn i Brubreken, Apellone. "T: Jon Jonß Raften".  Hadsel PF454 F 1693-1700 p.138v   Är nämnd i manntallet för år 1701.  Bor på gården Raften, Hassel sogn.  Leilending Joen Jonßen 57  Sönner Olle Jonß. 6  Drenger Olle Laarßen fostersön 8  Hans Danielßen 26   Är nämnd i Justitsprotokol Lofoten No. 3 1706-1715, för Ulfwe og  Kalsnes fieringer, på tinget 11 Maý 1706, och kallas där "Rettes  Mand Jon Jonssón Raften".  Film NT683 p.6   DÖD. begr. 18/5 1719 i Hadsel sogn.  "1719. Festo Ascensi: X. Concio in Hass.  Nedsat og gravfæstet Joen Joenß Rafften, ætat: 84".    Amtsregnskaper film NR.676 1688  v2 Lødingen PF446 1691-97 p.54  Manntall 1701 HF172 Bind 18 p.47  d Hadsel PF454 1704-28 p.99b  Är nämnd i boken Lödingen del 2 s.540  Ekteskap 1693 https://media.digitalarkivet.no/kb20071106640348 Død 1719 https://media.digitalarkivet.no/kb20071106640396	Jonsen, Jon (I4004)
1653	Han var muligens sønnen eller svigersønnen til Marcomer. Bare historikerne Prosper av Aquitaine og Martin Bouquet nevner hans styre, selv om han muligens er mer en legendarisk person enn en historisk person. I 420 skal han ha ledet sitt folk over Rhinen vestover. Denne forflytningen separerte hans folk fra majoriteten av de ripariske frankerne som hadde slått seg ned nær Köln. Pharamond ble etterhvert etterfulgt av sin sønn Clodio. Hans kone var Argotta	von Franken, Pharamond (I10670)
1654	Han var prest i Hadsel fra 1614 til 1618, men oppga embetet på grunn av engstelse og ble i stedet sogneprest til Ly i Kristiansands stift. Han er nevnt i lensregnskapets odelsliste i 1617 som Hr. Peder Lauritsen i Hadsel, betalte for odel i Vesterålen: Vattendal 1 1/2 våg, Brevik 1 våg, Rørvig 18 mkl., Søstad i Lofoten 2 pd., Flenes 3 våg og Aurestad 1 våg.	Thilemann, Petrus Laurentii (I6606)
1655	Han var proprieter, gjestgiver og skipper på Melbo i Hadsel. Han var efter datidens forholde en grunnrik mann. Denne rikdom fikk han for enden med sin förste hustru; men han synes også å ha været en smart forretningsmann. Hans 1ste og 3die ekteskap var barnlöst. «Borger, gaardmand» på Gulsta gård i Hadsel, Nordland. Med Sara hadde han 9 barn. Ekteskap 1767 https://media.digitalarkivet.no/kb10101208290037 FT 1801 Gulsta https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01058486000043 Død 1809 https://media.digitalarkivet.no/kb10101208290139 Skifte etter Søren Rasmusen Schielderup, Stejloe i Ulvøy Film: hf1987, Protokoll: 14, Løpenr: 169, Side 247. Skiftet åpnet: 26/7-1809. Internt skiftenr: 6373. Formue: 7899-8-0. Gjeld: 4374-1-0. Boets innhold: gullmynter, sølvmynter, masse sølv,S.S. og S.R./G.G.B. og M.R./ mest u/mrk.,kjøpmannsvarer, jordeiendommer Arvinger: Ektefelle: Jonette Andrea Moursund. Jonette Andrea Moursund, Stejloe i Ulvøy. Hustru av avdøde. Gift. Ektefelle: Søren Rasmusen Schielderup. Rasmus Andreas Schielderup, , skipper. gjestgiver, Melboe i Ulvøy. Sønn av avdøde. Christopher Andreas Schielderup, , sogneprest, . Sønn av avdøde. John Røst Schielderup, , skipper, Guldstad. Sønn av avdøde. Henning Schielderup, . Sønn av avdøde. Myndig. Elen Margrethe Schielderup, Hanøen i Ulvøy. Datter av avdøde. Gift. Ektefelle: Peder Rist Dreyer. Peder Rist Dreyer, Hanøen i Ulvøy. Svigersønn av avdøde. Gift. Ektefelle: Elen Margrethe Schielderup. Ingeborg Margrethe Schielderup, Bitterstad. Datter av avdøde. Gift. Ektefelle: Jacob Sanrib. Jacob Sanrib, Bitterstad. Svigersønn av avdøde. Gift. Ektefelle: Ingeborg Margrethe Schielderup. Anne Margrethe Schielderup, Klak. Datter av avdøde. Gift. Ektefelle: Arnoldus Schytte Dreyer. Arnoldus Schytte Dreyer, Klak. Svigersønn av avdøde. Gift. Ektefelle: Anne Margrethe Schielderup.	Schjelderup, Søren Røg (I733)
1656	Han var rådmann og "trafiquerende negociant" i Trondhjem. Da flere av hans sønner fikk en god utdannelse var han formentlig formuende. Han kom til Trondheim ca. 1525-30 etter at han hadde fått sin juridiske utdannelse.	Brüghmann, Hjeronimus Johansøn (I3701)
1657	Han var skipper og handelsmann på Ytre Kvarøy i Lurøy. I skiftet etter Ole Walnum i 1737 er det anført at sønnen Andreas Olsen Walnum er 19 år, som betyr at han er født ca 1718. Ekteskap 1746 https://media.digitalarkivet.no/kb20071024620139 Død 1764 46 1/2 år https://media.digitalarkivet.no/kb20050426020307	Walnum, Andreas Olsen (I215)
1658	Han var Sogneprest fra 1622 til 1678	Fåborg, Nils Olsen (I6174)
1659	Han var sogneprest i Domkirken i Trondheim fra 1597 til sin død.	Didrikson, Patrik (I3690)
1660	Han var sønn av Sverre Sigurdssons søster Cecilia og høyadelsmannen Bård Guttormsson av Reinsætten. Hans halvbror var Skule Bårdsson som ble Norges første hertug. Inge ble valgt til konge av birkebeinerne i 1204. Han hadde kongesete i Trondheim, og hadde også herredømme over store deler av vestkysten. Borgerkrigsperioden i norsk historie varte fra 1130 til 1240. Han kjempet mot baglerne frem til 1208, da det kom til forlik mellom ham og baglerkongen Filippus Simonsson, som fikk styre over Viken. Forliket fant sted på Kvitsøy i Rogaland og ble kjent som «Kvitsøyforliket». Konfliktene mellom baglere og birkebeinere tok slutt da både Inge og Filippus døde i 1217. Etterfølgeren, Håkon IV Håkonsson, ble anerkjent av både baglere og birkebeinere. Inge er gravlagt i Nidarosdomen i Trondheim.	Baardson, Inge (I299)
1661	Han var tjenestedreng på Balsnes i 1701. Han ble i 1717 innstevnet for retten fordi hans kone nedkom for tidlig etter de var gift. Han skulle etter loven betale 6 3/4 lodd sølv, men "da han er en stachel og helseløs , saa indstilles det på de høie øfrigheters dispensation" Manntall 1701 Balsnes 48 år https://www.digitalarkivet.no/view/206/pc00000000657416 Død 1719 https://media.digitalarkivet.no/kb20071102630104	Andersen, Lars (I4936)
1662	hans alder er ubestemt da han ved konf er født 1818 , ved ekteskap født 1821 og ved folketelinga født 1824 Død 1818 Finsk,Kvænsk Konfimert 1836 Nr 7 https://media.digitalarkivet.no/kb20070611620424 Ekteskap 1844 Nr 3 https://media.digitalarkivet.no/kb20070611620390 FT 1865 Kvitnæs https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038408000812 FT 1875 Gulinæs https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052465000648 Død 1885 https://media.digitalarkivet.no/kb20070108320834	Jensen, John (I97)
1663	Hans er leilending i 1801 på bruk Nr.6 i 1802 kjøper han gårdparten på 1 1/2 øre, han omkommer sammen med sønnen Hans på Torstadvika i 1822. Ekteskap 1796 https://media.digitalarkivet.no/kb20070928690051 FT 1801 Lovøen F 1766 https://digitalarkivet.no/census/person/pf01058465000976 Død 1822 https://media.digitalarkivet.no/kb20070928690207 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2014081508266 side 37	Hansen, Hans (I5478)
1664	Hans etterfølger var Merovech som dynastiet er oppkalt etter. Legenden sier at hans far var hertug Pharamond og hans mor var Argotta fra Thüringen. Hans bestefar kan ha vært Marcomer, en frankisk hertug. Der er bare 2 kilder med informasjon om Clodios historie, Gregorius av Tours og Sidonius Apollinaris. Clodio levde i Dispargum, som antas å ha vært et slott mer enn en landsby. Rundt 431 invaderte han territoriet til Artois, men ble beseiret nær Hesdin av Aetius, kommandanten av den romerske hær i Gallia. Men Clodio samlet sine styrker og klarte snart å ta landsbyen Cameracum. Til slutt okkuperte han hele landet til Somme og gjorde Tournai til de saliske frankernes hovedstad. Clodios aggressive aksjoner for å ta mer territorium førte til århundrer med ekspansjon av hans etterfølgere som til slutt skapte det som vi i dag kjenner som landet Frankrike. Clodio døde en gang mellom 447 og 449 og makten ble overført til Merovech. Det er ikke kjent om Merovech var hans sønn eller en annen høvding i stammen som overtok lederskape	von Franken, Clodio (I10669)
1665	Hans far skal ha vært Palna-Toke som ifølge Jomsvikingesagaen igjen var sønn til den mektige Palne Tokesson og Ingeborg, datter til Ottar Jarl i Gautland.	Tokesson, Åke (I8053)
1666	Hans fikk bykselbrev 1747, han nevnes også som Matros i marinen. Ekteskap 1766 https://media.digitalarkivet.no/kb20071002620352 Død 1789 https://media.digitalarkivet.no/kb20071002620456 Bø https://www.nb.no/nbsok/nb/822639995ab27b8add8610d8374d937d#509	Johnsen, Hans (I4578)
1667	Hans første kone vet vi ikke navnet til men hennes bror er Hendrik Mechlenborg, Oluf het ikke Mechlenborg men tok navnet etter sin første kone. Oluff Jensen Meckelburg d. Ældre overtager borgmesterposten [i Haderslev] i 1546 efter sin svoger Hinrich. Oluff var født i Flensborg ca. år 1487, men man ved intet om hans forældre. Som ganske ung rejste Oluff til Haderslev, hvor han etablerede sig som købmand med livlige handelsforbindelser til Norge. Han var blevet en velhavende og anset mand, da han giftede sig med borgmester Hinrich Meckelborch's søster, Margrethe med hvem han fik flere børn, hvoraf vi dog kun kender sønnen Peter Jensen Meckelburg.1 Svogeren Johannes Oldendorph (1524-1566) skrev sine livserindringer kort tid før han døde. Af denne selvbiografi eller disse livserindringer fremgår bl.a.: »Olaus Jensen den Ældre blev borgmester i Haderslev i 1546. Han kaldtes også Oluff Meckelburg. Måske har han selv tillagt sig dette navn efter sin første hustrus familienavn, eller andre har gjort det. Hendes broder var Hinrich Meckelborch der nævnes i 1519 og blev borgmester i Haderslev i 1540.« »Før St. Andreasdag, år 1538, det var den 24. nov., fandt min søster Marinas bryllup sted med Olaus Jensen, som var født i Flensborg, men fik sin første hustru i Haderslev, nemlig borgmester Hinrich Mickelborchs søster, med hvem han havde et talrigt afkom. Da hun døde, bad han om min søster. Min far, overtalt dertil af sin fornuft for rigdoms skyld, gav sin datter til en ryggesløs mand, som til den dag i dag er gudløs. Denne min søster, fødte ham, i det Herrens år 1540, otte dage før St. Hansdag, det var omkring 15. juni, den førstefødte søn, som blev kaldt Olaus, og ved Guds nåde endnu er i live.« At navnet Meckelburg ikke fra begyndelsen har været familiens egentlige navn, ved vi dels fra pastor Johannes Oldendorphs selvbiografi, og dels gennem det segl borgmesteren benyttede, for her er initialerne »O I«.	Mechlenborg, Oluf Jensen (I1865)
1668	Hans Johansen (Iohannes Iohannis), f. 15.., d. før 18/7 1599, sønn av hr. Johan Trygge og h. N.N. Halvardsdatter. Han nevnes i Reformatsens prebendeliste som innehaver av St. Halvards prebende på 10 spann 1 øre. Dette prebendet gav kongen bort til en annen person den 18/7 1599, sannsynligvis fordi hr. Hans da allerede var død. Hr. Hans nevnes blant gjestene i sogneprest Amund Hansens bryllup på Inderøy ca. 1593. Schønning gjengir en tradisjon om at Hr Hans var en sønn av en Johan Trygge, en adelsmann fra Senja som ble gift med en datter av ridder Hallvard, som var bror av erkebiskop Ole Ingebriktson, skjønt, sier han, andre mente han var hans dattersønn. Schønning sier videre at han for sin store tjeneste i krigen ble tillagt to prebender. Schønning mener at han først hadde vært prest i Stjørdal. Hans Johansson som var Præst först i Stördalen, og siden paa Ytteröen. Han blew For sin tro Tieneste i krigen /: da han der-Over kom i sin yderste fare, og han med En Foged, af de svenske paa Retter-Pladsen var udled, og havde mist sit Liw, havde ikke d: Danske skibs-Flode I det same komet hid til Landet :/ aflagt Med 2 Præbender. Han giftet seg (1) med NN Hansdatter Helsing. Han giftet seg (2) med Ellen Christophersdatter, død etter 1599.	Johansen, Hans (I3998)
1669	Hans Kruckow var gift med hustru Sunniva Eindridsdatter. Han er kjent i dokumenter fra 1505. Den 1. september 1514 er Hans Kruckow omtalt som å være væpner - en adelsmann. Edvard Edvardsen forteller at Hans Kruckow var høvedsmann på Bergenhus. Dette er skrevet ned om lag hundre år senere, og det er ingen samtidige kilder som bekrefter dette. Det er derfor usikkert om dette er rett. Høvedsmennene på Bergenhus var i hovedsak riddere, noe Hans neppe var. Han kan likevel ha vært stedfortreder i en kortere periode. Noen kilder omtaler hans kone som Karen. Han døde trolig omkring 1517	Kruckow, Hans Johannessen (I2846)
1670	Hans Kruckow var ridder og medlem av det norske riksrådet og døde ca. 1455 Vi kjenner ikke hans foreldre eller om han hadde barn. Han er først kjent i 1442 da han var med i Oslo og hyllet Kristoffer av Bayern som Norges nye konge.I 1444-1447 omtales han i saker knyttet til Hanseatene i Bergen. Han var nok da bosatt i Bergen, og hatt en offentlig stilling der. 4. desember 1444 omtales Hans Kruckow for første gang som riksråd. Hans er den siste som er omtalt på lista, noe som tyder på at han er den yngste i riksrådet. For å være i det norske riksrådet må Hans Kruckow ha vært av norske foreldre eller være gift med en norsk kvinne. Han var gift med en dansk kvinne - Anna Barsebek, så Hans må selv ha hatt norske foreldre. I 1444 bruker han tittelen væpner og i et 1445 er han omtalt som knape, som begge er lavadelstitler. Første gang Hans Kruckow er omtalt som ridder var 30. mai 1450. Han har mellom juli 1449 og mai 1450 fått ridderslaget av kongen. Han var sentral i striden ved kongevalget i 1448-1449, der valget sto mellom den danske Christian I og den svenske Karl Knutsson. Sammen med erkebiskopen støttet han Karl Knutsson. 8. oktober 1453 hadde ridderen Hans Kruckow gått i Munkeliv kloster. Han ga alt han eide av løst og fast gods til kloster. Det er siste gang vi hører om Hans Kruckow. I 1455 ble Munkeliv kloster stormet og brent av hanseatene. De som bodde i klosteret ble enten drept eller de klarte å flykte. Det er mulig at Hans Kruckow ble drept der.	Kruckow, Hans (I2848)
1671	Hans navn ved dåp skrives navnet Kristian Henry Vinkenes. Dåp 1917 https://media.digitalarkivet.no/kb10041208062009 FT 1920 Bodø Vensmoenns-Rønvikgaten https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01074235000190 Ekteskap 1946 https://www.digitalarchives.wa.gov/DigitalObject/Download/b7054787-4357-4308-a956-fe27069cd3c8 Ekteskap 1948 https://www.digitalarchives.wa.gov/DigitalObject/Download/0a8293c3-14ee-444a-9540-e992974d9e41 Skilt 1963 Kriksseilerregistret https://www.krigsseilerregisteret.no/no/sjofolk/402488/default Ble Amrikansk Statsborger 1951 Artikkel 1987 https://www.nb.no/items/43f4e205c1621692415add1fccb712f0?page=23&searchText=%22christian%20johnsen%22	Johnsen, Christian Henry Vincent (I13)
1672	Hans opphav er foreløpig ikke kjent. Han angis å være 87 år ved begravelsen i 1767, født ca. 1682. Kirkegjenger fra Bjelgam (Bielgam) fra 1711 og utover, til vielsen med Ane Jonsdatter i 1723. Fra 1723 finnes han på Stunes, nevnt som oppsitter ved matrikkelforarbeidet. Det er ikke funnet noe skifte etter Christian, men han er nevnt som enkemannen i konas skifte i 1754. 2 sønner og 2 døtre overlevde mora, Jon Christiansen og Erich Christiansen, Anne Christiansd: og Kiersten Christiansdatter. Død 1767 https://media.digitalarkivet.no/kb20071102630378 nr 20	Eriksen, Christian (I3088)
1673	Hans sätesgård var Hvamm på Yttre-Folk i Hafslo.	Eystensson, Botolv (I5097)
1674	Hans var en av to som overlevde et forlis utenfor Veggen 18. oktober 1879, der 4 omkom. (Ingen av de omkommene ble funnet) Hans ble eier av b.nr. 3, Lenvik som tilsvarte halvparten av farens bruk etter at dette var blitt delt mellom han og broren Otto. I tillegg drev han fiske på Lofoten og Finnmark, og var eier av og drev fembøringen "Marie" og senere dekskutteren "Avanse". Han var mye nyttet som kommunal tillitsmann, Bl.a herredaatyret i årene 1898-1900, 1907-09, forsorgstyret i to perioder, formann og sekretær i Likningsnemdai to perioder, samt skjønns- og domsmann i herreds og lagmannsretter.	Olaussen, Hans Andreas (I6705)
1675	Hans-Tausen-skematisk-oversigt  1494: Født i Birkende (mellem Nyborg og Odense). Faderen hed muligvis Markus eller Markvard, og var antagelig jordbruger eller smed. Moderen hed Karen Tausen, og var muligvis lavadelig. 1506: Gamle optegnelser fortæller at Hans løb hjemmefra, faderen slog ham ved ploven. I hvert fald blev han dette år pebling i Odense. 1507: Blev han pebling i Slagelse og senere munk i Antvorskov kloster, hvor han fik en videregående uddannelse. 1516: Blev han immatrikuleret ved universitetet i Rostock. 1517: Blev han Baccalaur. 1519: Blev han magister. 1520: Blev han præsteviet, men fortsatte sine studier i Rostock. 1521: Blev han immatrikuleret ved Københavns Universitet. 1522: Blev han immatrikuleret ved universitetet i Löwen i Holland. Hans ophold her blev kortvarigt, muligvis fordi Christian den 2. efter sin flugt fra Danmark tog ophold i nærheden, og prioren fra Antvorskov Kloster, Eskil Thomesen, der betalte Hans Tausens uddannelse, ønskede ikke at han skulle indblandes i noget. I hvert fald fik Hans ordre til at rejse til Køln. 1523: Blev han immatrikuleret i Wittenberg, hvor Luther holdt til. 1524: Blev han kaldt hjem til Danmark. Det havde måske forbindelse med Eskil Thomesens medvirken i Rigsrådets proklamation om ubetinget lydighed mod Romerkirken. 1525: Iflg. Huitfeldt, holdt Hans Tausen en påskeprædiken med et afgjort Luthersk præg. Prioren blev betænkelig ved at have ham i klosteret, og sendte ham til ordenshuset i Viborg. Muligvis er han også blevet straffet med et ophold i klosterfængslet. Ordenen havde dog så stor tillid til ham, at han fik lov til at fortsætte med at prædike i Viborg. 1526: Begyndte Hans Tausen for alvor med sine Lutherske forkyndelser. Frederik d. 1 havde samtidig på Landagen i Kiel nægtet at forfølge lutherske prædikanter i hertugdømmerne. I august blev Hans Tausen udstødt af Johanitterordenen. Under et ophold i Ålborg, udnævnte Frederik den 1 ham til sin kappelan. (Efter opfordring af Viborg Magistrat). Samtidig fik øvrigheden besked på at beskytte Hans Tausen. 1527: St. Hans kirke var blevet for lille for Hans Tausens voksende menighed. Om sommeren blev gudstjenesten holdt på kirkegården. Efter voldsom modstand fra munkene, fik han lov til at prædike i den rummelige Gråbrødre kirke. Samme år brød han sit cølibat og giftede sig med Dorothea Sadolin, en søster til hans medreformator i Viborg, Jørgen Jensen Sadolin (senere biskop på Fyn). 1528: Lutherdommen havde sejret i Viborg. Da man havde fået et trykkeri i byen, begyndte Hans Tausen og Sadolin at sende agitatoriske skrifter ud. 1529: Blev Hans Tausen sognepræst ved Gråbrødre kirken i Viborg. Om sommeren blev han af kongen sendt til København for at virke ved Nicolai kirke. Lutherdommen bredte sig hurtigt i København. 1530: På Herredagen i København blev Hans Tausen og 20 andre lutherske prædikanter indstævnet for at forsvare deres forkyndelse. De 21 prædikanter affattede en bekendelse i 43 artikler. (Sikkert væsentligt udarbejdet af Hans Tausen og Peder Lauretsen). Under stort tilløb blev der holdt daglige prædikener over de 43 artikler, hvor katolikkerne blev udlagt som kættere. Den truende fare fra Christian den 2 tvang herredagen til en hurtig afgørelse. Prædikefrihed under ansvar. 1533: Hans Tausen havde håbet at Frederik den 1 ville gennemføre reformationen i Danmark, men den 3. April døde kongen, uden at have fraveget sit tolerancestandpunkt. Efter kongens død prøvede katolikkerne at genoprette deres stilling. Hans Tausen blev anklaget for injurier og kætteri. Han blev sikkert kendt skyldig i alt, men af hensyn til borgernes holdning, nøjedes de med at forvise ham fra Sjællands og Skånes stifter, og til streng censur. Da dommen rygtedes, vendte borgernes forbitrelse sig mod biskop Rønnov, som kun ved Hans Tausens hjælp, slap uskadt tilbage til bispegården. Efter et par ugers forløb indgik de forlig. Hans Tausen lovede at prædike uden at smæde. 1534: Der udbryder borgerkrig i Danmark. grevens fejde. København bliver belejret i 2 år. Hans Tausen koncentrerer sig om sit arbejde. Han påbegynder en oversættelse af det Gamle Testamente fra hebraisk. 1535: Udgav han de 5 Mosebøger. 1536: København overgav sig til Christian den 3. Hans Tausen fik et særligt værnebrev for sig og sin familie. Alle landets bisper blev anholdt, anklaget for at have forvoldt borgerkrigen. Reformationen blev indført. 1537: Udgav Hans Tausen, sammen med andre københavnske præster en håndbog for sognepræster til alle evangeliske kirketjenester. Samme år fik han et lektorat ved universitetet i hebræisk. Mærkeligt nok blev han ikke udnævnt til biskop, men måske frygtede man hans heftige væsen. Nu skulle forandringerne gennemføres med lempe. Hans kone Dorothea døde. 1538: Blev han beskikket til teologisk læsemester og prædikant ved Roskilde Domkirke. Samme år giftede han sig med Ane Andersdatter. Hun var en slægtning til Frans Villumsen, tolder i København og kannik i Lund. Han er kendt fordi han skænkede sin bogsamling til universitetet. 1539: Fik han en årlig løn på 50 Gylden + en kannike gård til beboelse. 1541: Døde Ribe stifts første evangeliske biskop Joh. Wenth, og hele kapitælet ønskede Hans Tausen til biskop. kongen gik tøvende med til det den 21. Oktober blev han da udnævnt til biskop. Selv som biskop fortsatte Hans Tausen med at prædike, og besørgede en tid lang også den teologiske undervisning ved domkapitel. I sit arbejde med at forbedre præsternes stilling, havde han mange sammenstød med adelen. En gang overfaldt en rasende adelsmand ham i selve domkirken. 1544: Udgav han en forbedret salmebog, der blev den danske kirkes første fælles salmebog. Han havde selv oversat eller digtet flere af salmerne. 1561: Efter i flere år at have lidt af podagra og stensmerter, døde Hans Tausen den 11. November og blev begravet i Ribe Domkirke. Hans svigersøn, biskop Hans Laugesen lod opsætte en mindetavle over ham i Ribe Domkirke. Hans gravsten er blevet ødelagt, men en slægtning, dr. Ludvig Pouch lod lægge en ny i 1663.  Hans Tausen havde 4 børn i sit 1. ægteskab, og 9 børn i det 2. ægteskab, men de fleste døde som børn. Følgende overlevede ham: 1. ægteskab: Jørgen Tausen Karine Hansdatter Tausen 2. ægteskab: Dorothe Hansdatter Tausen 1538-1601 gift med Hans Laugesen. Lisbeth Hansdatter Tausen. En datter.  Torben Svendrup: Hans Tausen Den danske Luther. side 82ff  Hans Tausen - ungdom og uddannelse  "I Ribe Domkirke forfattede Hans Tausens svigersøn et gravskrift over sin svigerfader, der var hans forgænger på bispestolen i Ribe. Dette gravskrift er den eneste kilde, der oplyser om Tausens fødsel. Hans Tausen blev ifølge gravskriften født i 1494 i landsbyen Birkende på Fyn. Den præcise dato kendes ikke!  I 1590, knapt 100 år efter Hans Tausens fødsel, blev der på latinskolen i Ribe holdt en øvelsestale på latin om Hans Tausens levned, som er bevaret i Det kongelige Biblioteks håndskriftssamling. Denne kilde er naturligvis ikke en synderlig sikker kilde, som man kan sætte for megen lid til. Der er tale om en øvelsestale - dvs. at den unge mand, der holdt den, godt kan have brugt fantasien for at gøre talen mere formfuldent. Omvendt blev den holdt i Tausens hjemby kun 29 år efter hans død, så der må være en vis konsensus, hvad angår Tausens liv, man ikke kunne sætte sig ud over. Men hvad der er fri fantasi, og hvad "man i Ribe" vidste om Tausen, ved vi ikke.  Talen fortæller os, at Tausens mor hed Catharina (Karen) og tilhørte slægten Tausen, "som ikke var et ukendt navn på det sted". Disse oplysninger om slægten fortsætter med, at eleven fortæller, at der stadig lever en del ansete bønder af slægten, og nogle har måske fået arbejde inden for stat og kirke.  Men hvad hed faderen? Antagelserne om, at han hed Tage, kan vi roligt afvise. Navnet Tausen er ikke et normalt slægtsnavn dannet af faderens fornavn. Det kan vi også se, når Tausen eller andre samtidige skriver navnet på latin. Skulle man skrive Tages søn (Tagesen), så ville man skrive Tagonis - i stedet skriver man Tausanus.  Men et andet sted får vi måske et fingerpeg om, hvad hans fader hed. En af dem, der havde siddet til doms over Hans Tausen, omtaler ham kort efter dommens afsigelse i 1533 i et brev til en slægtning, og i dette brev kaldes han Hans Markvorsen, hvilket kan tyde på, at faderens navn har været Markvad eller Markus. Om man kan fæste lid til disse oplysninger, er en anden sag. I øvelsestalen fortælles f.eks. også, at Tausen blev født i 1498, altså i modstrid med gravskriften. Om det er, fordi eleven har skrevet forkert, ikke lavet ordentlig efterforskning eller har haft nogle oplysninger, som gjorde, at han anså gravskriften for at være forkert, ved vi ikke. Se slægtstavle Markus og Karen Tausen og deres efterkommere  Tausens barndom ved vi intet sikkert om. Det er gået ind i traditionen, at Hans gik bag ploven som dreng, og det er da også sandsynligt, men vi ved intet derom. Ligesom historien om, at hans fader var smed, er det helt overladt til vor fantasi at vurdere, om det er rigtigt.  På et meget tidligt tidspunkt cirkulerede der også en historie om, at han på samme måde som Morten Brørup skulle have fået bank af sin fader, hvorefter han var løbet hjemmefra. I en gammel udateret årstalsliste i Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling anføres det, at faderen skulle have slået ham i 1506, hvorefter han løb hjemmefra. Men det eneste rigtige er at konstatere, at vi intet kender til hans barndom, selv hans fødselsår kan der rejses tvivl om.  Historien om, at han skulle have fået bank og være rendt af huse, er usandsynlig af flere grunde. Bl.a. af den grund at gode tørre tæv var den almene måde at opdrage på. Hvis alle, der fik bank skulle være rendt af huse, så havde ingen børn boet hjemme. Desuden var det en forklaringsform, som ofte blev brugt til at forklare, at børn fik en uddannelse - det var i virkeligheden en slags vandrehistorie.  At vor viden om Tausens barndom er så ringe, er der intet usædvanligt i, for vor reelle viden om enkeltpersoner i middelalderen er meget begrænset. Det gælder også, når blikket vendes mod fyrsterne. En meget stor del af den viden, vi bilder os ind at have, er efterrationaliseringer, og ikke funderet i det historiske kildemateriale.  Men skal man prøve at sammenholde den begrænsede viden, vi har om Tausens slægt og fødsel, så vil en fornuftig sammenstilling af de få kilder, vi har, give os følgende oplysninger. Hans Tausen er født i Birkende på Fyn, formodentlig i 1494. Hans moder hed Catharina, og noget tyder på at faderen hed Markvad eller Markus. Tausens navn og senere livsforløb indikerer, at han ikke var af bondeslægt, men var af lavadelig slægt.  Skolegang side 84ff Det sen middelalderlige skolesystem adskiller sig på alle punkter fra vort. Et af hovedformålene med undervisningen var at give et så solidt kendskab til latin, at eleven kunne følge med i den videre undervisning. Derudover krævede man, at børnene lærte enkelte ting på dansk, bl.a. Fader Vor. Generelt var pædagogikken, hvis der overhovedet kan tales om pædagogik, at lærdom skulle terpes ind i børnene. Det er helt sikkert, at ophavsmanden til de kalkmalerier, vi har bevaret af skolelærere, har trukket på erfaringer fra sin samtid, når han udstyrer skolelæreren med ferle og ris.  Netop i reformationstiden begyndte en debat om, hvordan skolerne skulle fungere, og en af dem, der bidrog mest hertil, var Christiern Pedersen. han vendte sig dels imod de forældede lærebøger, f.eks. Peder Låles ordsprog, som blev læst på dansk og latin, og dels imod brutaliteten i skolerne. Denne kritik af skolesystemet var bl.a. grunden til, at Christian den 2. lavede en ny lovgivning for skolen.  Nok med rette anses kannikken fra Lund, Christiern Pedersen, for en af hovedmændene bag denne ændring i det danske samfund. Tankerne og holdningerne i udkastet ligger så tæt på de holdninger, der afspejles i Christiern Pedersens skriverier om skolen, at det virker sandsynligt. Men også efter Skoleloven fortsatte debaten om skolen, og i 1531 udgav Christiern Pedersen sit berømte skrift om, hvordan skolen burde organiseres. Skriftet er stærkt præget af, at den katolske kirke var på vej ud af det danske samfund. I skriftet fremhæver Christiern Pedersen således, at nu må borgerne have råd til at bekoste nogle ordentlige skoler, da de ikke længere skal betale de mange penninge til kirke og klostre for messer, årstider, afladsbreve osv. Men selvom skriftet kom en række år efter Christian den 2.s lovgivning, fastholdt Christiern Pedersen sine oprindelige tanker - f.eks. anvendelse af en pædagogik, som skulle være mindre voldelig over for eleverne.  Vor viden om Tausen begynder i virkeligheden først for alvor med hans skolegang, og selv her er der ganske god plads til gisninger. Vi ved, at han kom i skole i Odense, men vi ved ikke i hvilken. Ofte er det blevet anført, at det var Johannittermunkenes skole, men vi ved intet sikkert herom.  Ifølge et gammelt håndskrift kom han fra skolen i Odense til en skole i Slagelse. Om det er rigtigt, ved vi heller ikke med sikkerhed, men vi ved, at Hans Tausen dukker op som munk i Johannitterklosteret i Antvorskov - lige uden for Slagelse.  Kloster og Universitet side 86 ff.: Hans Tausen blev Johannittermunk, desværre ved vi ikke, hvorfor han blev det. Der er mange paralleller mellem Luthers og Tausens liv, men vi har intet fået overleveret, der tyder på, at han blev munk p.g.a. en sjælelig krise. Havde det været tilfældet, ville han formodeltlig have skrevet herom, ikke mindst fordi han senere skrev om, hvorfor han forlod det: nemlig fordi det at være i kloster lå meget langt fra det klosterløfte, som han havde aflagt. Tausen skrev, at han havde forladt klostret med god grund. Han havde lovet fattigdom, og var i stedet kommet til at bo i store kostelige stenhuse, kongelige paladser - og havde spist og drukket fyrsteligt, og stort set ikke arbejdet.  Men heri ligger der jo dog en del af en begrundelse for at gå i kloster; nemlig opfyldelsen af det middelalderlige fromhedsideal - gennem bøn og askese at forøge antallet af gode gerninger på jorden. Ud fra Tausens egne kommentarer kan vi formodentlig slutte, at Tausen var gået i kloster ud fra ønsket om at øge antallet af gode gerninger - altså helt i tidens ånd.  Universitetet i Rostock side 86-87: Herudover tyder alt også på, at Tausen har haft lyst til at studere, og var det det, han ville, ja så var klostervejen en oplagt mulighed. Under alle omstændigheder kom han til at studere ved et af de anerkendte universiteter i Nordeuropa, universitetet i Rostock, som var et lidt gammeldags universitet, der helt fulgte den skolastiske ånd.  Hans Tausen blev immatrikuleret i november 1516 under navnet Johannes Tasen de Selandia, og han studerede "de frie kunster" (artes liberales). Studiet hvilede stærkt på læsning af de antikke forfattere, især på Aristoteles, og var tænkt som en slags grundstudium, før man begyndte at læse f.eks. jura eller teologi.  I 1517 tog Tausen Baccalaurgraden som nr. 15 - en ikke alt for god placering, der heller ikke blev bedre, da han i 1519 blev magister. Her blev han godt nok nr. 4, men da der kun var fire kandidater, så var han den, der havde taget den dårligste eksamen  året efter i 1520 møder vi ham i et forelæsningskatalog fra universitetet i Rostock, hvor det fremgår, at han forelæste over Aristoteles' skrift "øconomid" i italieneren Arentinus' latinske oversættelse. I kataloget har Tausen fået den lange titel Dominus Johannes Tasen de Selandia Mag. Artium. Anvendelsen af ordet Dominus (herre) viser os, at han er blevet præsteviet, hvornår og af hvem ved vi ikke.  Vi må næsten antage, at Hans Tausen har fulgt tidens skik og brug og har påbegyndt et studium - teologi - samtidig med, at han begyndte at forelæse.  Københavns Universitet. side 87f: Efter at have fungeret på universitetet i Rostock tog Tausen tilbage til Danmark, hvor han i oktober 1521 blev immatrikuleret ved Københavns Universitet for at studere "ad theologiæ facultatis professionem" - skolastisk teologi. Her på Københavns Universitet har han truffet Poul Helgesen (Paulus Helie), og Tausen skriver nogle år efter: "Vi har fortæret så meget brød tilsammen, at han kender mig ikke så balstyrig og ufredsom, at jeg ville gøre et menneske ondt, dersom jeg end kunde".  Den periode, hvor Tausen studerede ved universitetet i København, var en meget spændende periode, hvad angår udviklingen inden for dansk kirkepolitik. Det var i denne periode, at der var fuld gang i "udvalgsarbejdet" for at lave den nye rigslovgivning.  Den kirkepolitiske stemning i København var stærkt præget af et reformkatolsk miljø, ikke mindst omkring karmelittermunkene og i særdeleshed omkring Poul Helgesen. Miljøet betød, at man var ganske kritisk over for en række af den katolske kirkes dogmer, og især den måde hvorpå den katolske kirke administrerede afladshandlen.  Men det var også et miljø, hvor man interesseret fulgte med i og havde forståelse for Luthers teologi i Wittenberg. Poul Helgesen selv var jo den (som tidligere omtalt), der introducerede Luthers tanker for sine studerende. Men nu skal man huske på, at en af de største forskelle mellem det middelalderlige samfund og vort ligger i kommunikationen. med få brøkdele af sekunders forsinkelse kunne vi se, at de amerikanske fly lettede for at angribe Irak under Golfkrigen. Vi kan sende et brev pr. telefax til den anden ende af jorden, og det er fremme sekunder senere. I det sen middelalderlige samfund kunne der gå måneder før informationer nåede frem, og så var det ofte på anden eller tredje hånd. Derfor var beddømmelses grundlaget et andet, og derfor er der næppe grund til at lægge meget i, at Tausen kom til at studere på Luthers eget universitet i Wittenberg.  Det er rimeligt at antage, bl.a. på grund af Tausens egne kommentarer, at Poul Helgesen som lærer kom til at betyde en del for Tausens teologiske udvikling; også fordi det er overvejende sandsynligt, at han boede på karmelitter kollegiet i København.  Men det var ikke kun Poul Helgesen, der kunne trække Tausen i retning af Luther. Christian den 2. havde indkaldt nogle Wittenberg-teologer til at arbejde i København. Den berømte Karlstadt var rejst fra København, da Tausen begyndte at studere i byen, men Gabler fra universitetet i Wittenberg var blevet indsat som lærer i græsk og Det Ny Testamente, og det er hævet over enhver tvivl, at Tausen har haft ham som lærer. Man kan derfor roligt sige, at der var skabt en grobund for Luthers tanker.  Fra Poul Helgesen fik Tausen formodentlig også en god portion skepsis mod Christian den 2. Efter al sandsynlighed oplevede Tausen også i denne periode, at kongen fik brændt Didrik Slagheck, som han selv havde fået indsat som ærkebisp i Lund, på bålet i København for dennes ugerninger bl.a. i Stockholm. Det var i disse år, at Poul Helgesen tog bladet fra munden over for kongen. Ifølge Skibby krøniken holdt Poul Helgesen en prædiken for kongen om Herodes og hans elskerinde Herodias, som kongen kun kunne forstå som et angreb på sin egen glæde over det samliv, som han havde haft med Dyveke. Det resulterede i, at kongen inddrog karmelitter kollegiet for derigennem at ramme Poul Helgesen, som var flygtet. Tausen holdt sig helt uden for dette og andre politiske forviklinger, og det fortsatte han med, også da han må have mødt Christian den 2.'s landflygtige hof i Wittenberg.  Universitetet i Wittenberg side 89ff Hans Tausens studieophold i København blev relativt kort. Først drog han til universitetet i Louvain i Nederlandene, hvor han blev immatrikuleret d. 12. september 1522. Rejsen var understøttet af hans kloster i Antvorskov. Klosteret i Louvian var berømt for sine sprogstudier og sin bibelhumanisme.  Men Tausen blev ikke længe i Nederlandene. Stemningen på universitetet var godt nok bibelhumanistisk, men den var også meget hadsk mod Luther. Tausen rejste videre til universitetet i Køln, men her blev han ikke engang så længe, at han blev immatrikuleret. I hans gravskrift står der kort og godt, at han blev træt af at være i Louvain og i Køln.  Rejsen gik videre til Wittenberg, hvor han blev immatrikuleret d. 16. maj 1523. Det må være sket med prioren Eskild Thomsen i Antvorskovs vidende. I 1523 var reformationen - som tidligere nævnt - godt i gang i Tyskland. Luther var lyst i rigets akt (dømt fredløs af den kejserlige domstol), og han var bandlyst af paven. Wittenberg-teologerne var i fuld gang med at udforme den ny lære og havde taget afstand fra de grundlæggende dogmer inden for den katolske kirke.  Grunden til, at man accepterede, ja måske tilskyndede Tausen til at studere i Wittenberg, har formodentlig været en overbevisning om, at Luther nok skulle finde tilbage til kirken, og at mange af Luthers synspunkter isoleret vakte en vis genklang i den danske kirke. Vi ved meget lidt om Tausens liv i Wittenberg. Ifølge gravskriften opholdt han sig i Wittenberg på andet år, da han overraskende blev kaldt hjem til Danmark. Hvorfor ved vi ikke.  I Wittenberg har han mødt Luther og Melanchthon og hørt deres forelæsninger. Der er heller ikke tvivl om, at disse gjorde et meget stort indtryk på Tausen. Ligeledes har han oplevet salmesang på nationalsproget for menigheden; tidligere var al sang foregået på latin, og menigheden sang ikke med. Det blev nu ændret, og denne oplevelse af salmedigtning og udbredelse af kendskabet til evangeliernes indhold fik stor betydning for Tausen, som selv skrev en række udmærkede salmer, og oversatte nogle af Luthers salmer til dansk. Den dag i dag synger vi: "Fra Himlen kom en engel klar" og Fra Himlen højt kom budskabet her".  En anden bemærkelsesværdig ting ved Wittenberg opholdet er, at Tausen holdt fast ved ikke at blande sig i politik. I oktober 1523 kom Christian den 2. med sit hof til Wittenberg for at få hjælp til at tilbageerobre Danmark fra den saksiske fyrste. Christian den 2. blev meget betaget af Luther, blev malet af Lucas Cranach, og satte mammutopgaven med at lave en dansk bibeloversættelse i gang.  Var der en, der var kapabel til denne opgave, så var det Tausen. Han havde ikke kun studeret græsk, men også hebraisk. Hans senere oversættelser af Mosebøgerne viser, at hans kendskab til hebraisk lå på et ganske pænt niveau, men ikke desto mindre deltog han ikke i oversættelsesarbejdet. Han ville øjensynligt ikke støtte "Christian Tyrans" kamp for at komme tilbage til Danmark.  Forholdet til Luther og til Melanchthon har formentlig kun ligget på det formelle plan. Der er intet, der tyder på, at han f.eks. har deltaget i Luthers berømte middagsselskaber. Men også på det formelle plan har det været muligt ikke kun at tilegne sig et fagligt kendskab til Luthers tanker, men også at forstå noget af baggrunden for Luthers teologi.  Tausen blev, som bekendt, kaldt hjem, førend han havde ønsket det. Hvad årsagen var til, at prior Eskild Thomsen tog denne beslutning, ved vi ikke. Men man kan forestille sig, at det hang sammen med en normalisering til den pavelige kirke. Som en tak til Gud, for at oprøret mod Christian den 2. var lykkedes, vedtog Rigsrådet en erklæring til støtte for kirken og for den pavelige politik. Det kan meget let tænkes, at det er under indflydelse af disse handlinger, man skal finde grunden til, at Tausen blev kaldt hjem.  Det er formodentligt mindre sandsynligt, at det var, fordi man opfattede det som skadeligt for den hellige, at Wittenberg-teologerne lå i strid med den katolske verden; det var noget, man tog relativt let på. Det kan man også se af det erhverv, som blev Hans Tausens, da han vendte tilbage til Danmark.  Ud over den direkte betydning, som det havde haft for Hans Tausen at have studeret i Wittenberg, kom den mere indirekte. Alene det, at Tausen havde fulgt forelæsninger og hørt prædikener af Luthers og Melanchthons munde, var med til at styrke hans position i Danmark efter reformationen kom i gang. Det er absolut ikke uden grund, at alle mindeskrifter om Tausen nævner og gør meget ud af hans ophold i Wittenberg." - Sources • Individual: http://www.geocities.com/Heartland/Estates/5640/fmarkus.html • Birth, death: Genealogisk Tidsskrift (Dansk), mai 1914, nr 5, s 132	Tausen, Hans (I9849)
1676	Hans-Tørressongården Øver-Naurstad på Tverlandet	Danielsdotter, N.N (I6687)
1677	Har Nordrup som len af Antvorskov Kloster Kendt 1355	Basse, Johannes (I6508)
1678	Harald , konge av Reidgotaland Han hadde datteren Helga som ble gift med Heldrek. Han hadde også sønnen Halvdan I landflyktighet kom Heidrek til Reidgotaland og gikk i tjeneste hos kong Harald. For sine bragder fikk han kongens datter Helga til hustru og også halve kongeriket. Heidrek fikk sønnen Angantyr med Helga. Etter en tid med uår i landet og krav om at en gutt av fornem herkomst måtte ofres til gudene, gikk Heidrek til angrep på kong Harald og drepte både ham og hans sønn. Heidreks kone Helga tok sitt eget liv. Dette regnes som sverdet Tyrfings andre udåd https://no.wikipedia.org/wiki/Heidrek	Harald (I11838)
1679	Harald den gamle, sagnkonge i Skåne Han var sønn av Valdemar den gavmilde og Hildes, Harald er gift med Hildur datter til Heidrek Ulveham De hadde barna Halvdan og Gudrød Harald den gamle eller Harald Valdarsson (norrønt: Haralðr hinn Gamli) var en mytisk konge i Skåne. Han var gift med Hildur, datter til den mytiske goterkongen Heidrek Ulveham og ble far til Halvdan den snille og hans halvbror Gudrød, konge av Skåne. Han er omtalt i fornaldersagaen Hversu Noregr byggðist. Ifølge denne sagaen var Harald sønn av Valdemar den gavmilde som tilhørte den legendariske skjoldungeætten og som nedstammet fra Odins sønn Skjold. Noen av de etterkommerne hans som nevnes i sagaen er Ivar Vidfamne, Harald Hildetann, Sigurd Ring, Ragnar Lodbrok og Harald Hårfagre, alle konger i ulike deler av Skandinavia. Haralds sønner Halvdan og Gudrød nevnes i Snorre Sturlasons Ynglingesaga. https://no.wikipedia.org/wiki/Harald_den_gamle http://www.norsesaga.no/hvorledes-norge-ble-bosatt.html	Valdemarson, Harald den Gamle (I4710)
1680	Harald Granraude (Norrønt: Haraldr hinn Granrauði) skal ha levd rundt år 800 og ha vært konge i Agder. Hans eksistens er usikker i og med at han bare såvidt er nevnt i Snorre Sturlasons Ynglingesagaen som ble skrevet 400 år etter at han skal ha levd. Ifølge Snorre var Harald gift med Gunhild Ragnvaldsdatter, datter av Ragnvald Sigurdsson, storbonde på Huseby i Lister. Harald var far til Åsa Haraldsdatter og Gyrd Haraldsson[1]. Da kongen av Vestfold, Gudrød Veidekonge, sendte menn for å fri til Haralds datter Åsa, takket Harald nei. Dette førte til at etter en stund satte kong Gudrød skip på vannet, og så seilte han med stor flåte vest til Agder og kongsgården på Tromøya, han kom helt uventet på dem, gjorde landgang og kom til Haralds gard om natta. Da Harald merket at en hær var kommet gikk han ut med alt det folk han hadde. Det ble en hard kamp, men overmakten var for stor. Der falt Harald og Gyrd, sønn hans. Kong Gudrød tok stort hærfang, han tok også Åsa, datter til kong Harald, med seg hjem og holdt bryllup med henne. En lokal legende sier at Harald Granraude gjemte seg i en underjordisk tunnel med Åsa, men de ble funnet og Harald ble halshugge	Herbrandson, Harald Granraude (I4453)
1681	Harald Grenske (født mellom 952 og 957, død 995) var far til Olav den hellige. Tradisjonelt har det blitt krevd at Harald Grenske stammet fra Harald Hårfagre via faren Gudrød Bjørnsson. Tilnavnet Grenske kommer av at han var fra Grenland. Harald omtales i Snorres Heimskringla, først i Håkon jarls saga, som forteller om at faren Gudrød døde, hvorpå Harald rømte til Opplandene, sammen med blant annet sin fosterbror Rane. Eirikssønnene, sønnene til Eirik Blodøks, var stadig ute etter å kvitte seg med alle som kunne utgjøre en trussel mot dem, og Harald forlot derfor Norge og reiste til Svitjod (Sverige). Der møtte han den svenske hærmannen Skoguls-Toste, far til Sigrid Storråde. De dro på noen viking-tokter sammen, blant annet til Baltikum.[1] Harald Grenske nevnes også i både Fagerskinna og Ågrip, men disse sagaene har ingen opplysninger om ham utover at han var Olav den helliges far.	Gudrødsson, Harald Grenske (I4293)
1682	Harald Gullskjegg ('Haraldr gullskeggr) Småkonge i Sogn (Sygnafylke) Harald bodde på den gamle kongsgården Husabø - gnr 15 ? Leikanger f. ca 800 Haralds foreldre er ukjente Harald Gullskjegg var gift med Sølvør Hundolfdotter. De hadde døtrene Turid og Ragnhild Harald Gullskjegg var en norsk høvding, og var småkonge i Sygnafylke (Sogn) på 800-tallet. Sagaen forteller at han var far til Ragnhild Haraldsdatter, som var gift med Halvdan Svarte. Gullskjegg fikk ingen sønner, men hans barnebarn Harald, barn av Ragnhild og Halvdan Svarte, ble oppfostret på gården hans. Før sin død overlot han Sygnafylke til Harald. Ragnhild døde like etter sin far, og Harald døde påfølgende vår, bare 10 år gammel. Da Halvdan Svarte hørte om sin sønns død reiste han dit og gjorde krav på Sygnafylke Folket der tok vel imot den nye kongen, og Halvdan Svarte satte Atle jarl fra Gaular til å styre i riket. Halvdan Svarte giftet seg ifølge sagaen senere med Ragnhild Sigurdsdatter og fikk med henne sønnen Harald Hårfagre. Ifølge sagaen arver altså den første Harald det rike morfaren Harald Gullskjegg hadde i Sogn, men dør selv like etterpå, slik at faren Halvdan Svarte arver Sygnafylke av sin sønn. Siden blir det etter sagatradisjonen født en ny sønn av Halvdan Svarte, også han med navnet Harald, og også denne gang med en Ragnhild, denne gang en som oppgis å være av dansk kongeslekt på morssiden: "Mor til Ragnhild var Tyrne, datter til kong Klakk-Harald i Jylland; hun var søster til Tyre Danmarksbot, som var gift med Gorm den gamle som rådde for Danevelde den gang." Historikeren Claus Krag legger i "Norges Historie fram til 1319" til grunn at Harald Gullskjegg faktisk var morfar til den Harald som senere skulle bli kjent som Harald Hårfagre. Tolkningen må innebære at han antar at de to sønnene med navnet Harald som nevnes i Halvdans Svartes saga er en og samme person, eller at han mener den andre Harald er et litterært grep av Snorre for å knytte Hårfagreætten tettere til Østlandet og Danmark. Dette kan stemme med at den åpenbart mytologiske fortellingen om "Ragnhilds drøm" knyttes til den andre Ragnhild. Haraldr gullskeggr Tilnavn / fordanskning: Harald Guldskæg Lokalitet: Sogn, Norge Relationer: Gift med Sølvør. Havde datteren Thurid, som var gift med Ketil Stenflage (Helluflaga).Kilder: Landnamabogen: 151, 326 Noter: Konge i Sogn. https://no.wikipedia.org/wiki/Harald_Gullskjegg https://www.allkunne.no/framside/fylkesleksikon-sogn-og-fjordane/kjende-personar/harald-gullskjegg/1898/78769/ http://heimskringla.no/wiki/Navneindex:_A._Personnavne	Harald "Gullskjegg" (I11865)
1683	Harald Klakk Halvdansson, småkonge på Jylland , ca 812-815, og fra 819-826. Tilnavnet «Klakk» betyr svak eller kraftløs Det passer godt på harald fordi han gang på gang søker hjelp hos Ludvik den fromme i steden for å klare seg selv. Han må ha vært gift flere ganger første gang mulig med datteren til kong Godfred, de hadde barna Godfred, Rolf, Ingeborg (Tyrne) og Sigfred. Han var gift med Sigrid Helgesdatter og de hadde datteren Gisela. Frankerkongen Ludvig den fromme (Ludvig I av det tysk-romerske rike) hadde ingen effektiv flåte, og det gjorde kysten av Friesland sårbart for angrep fra sporadiske danske vikingangrep. I 826 innledet kong Ludvig forhandlinger med Harald Klakk og tilbød å gi han deler av Friesland mot at Harald forsvarte den frisiske kysten mot framtidige vikingangrep. Harald tok imot og senteret for lenet var lokalisert i nordvestlige Tyskland, vest for Oldenburg. I følge danske kilder skal Harald Klakk ha vært en bror av en Anulo Halvdansson som ble kåret til samkonge med en annen bror Reginfred Halvdansson i 812 inntil de ble fordrevet av sønnene til kong Gudfred (Gudrød) Sigfredsson Veidekonge to år senere. I disse kampene ble Reginfred drept. Det var derfor Harald søkte støtte hos den mektige kong Ludvig den fromme,sønn av Karl den store. I 815 går han inn i Jylland med frankisk hær og Gudrødsønnene trekker seg tilbake til Fyn. Frankerhæren returnerer derimot sørover etter å ha tapt styrker i et bakhold. I 826 er Harald Klakk i et møte i det kongelige palasset i Ingelheim am Rhein hvor frankerkongen uttrykker sin bekymring for urolighetene i grenseområdene i nord. Det sies at Harald og hans følge mottatt med stor prakt, og som gjenytelse lar den danske småkongen seg døpe i et kirkemøte den 24. juni 826, noe som må ses som både en symbolsk som direkte underkastelse for kong Ludvig den fromme. Etterpå drar han tilbake til Danmark, sannsynligvis til Hedeby, sammen med to munker, Ansgar og Aubert, for å spre kristendommen i det hedenske nord. http://fmg.ac/Projects/MedLands/DENMARK.htm#Halfdandied810B https://da.wikipedia.org/wiki/Harald_Klak	Halvdansson, Harald Klakk (I4496)
1684	Harald Klerk på Samsal i Ringsaker var av Kusse-familien. Kona hans var søster til ridder og biskop Hallvard av Hamar. Han døde muligens av svartedauden. Klerk: (fra norrønt, av gresk "lodd", dvs egentlig "presteskap utvalgt ved loddkasting): geistlig person, prest, prestemedhjelper. Klerikalisme: det å arbeide for å øke kirkens politiske makt, prestevelde. Klerikal (av klerus): som tilhører presteskapet eller er karakteristisk for dette eller kirken, særlig som maktfaktor.	Klerk, Harald (I7642)
1685	Harald Øysteinson, konge av Hedeby Harald var den andre kongen av Hedeby Danmark (i dag Haddeby, Schleswig-Holstein, Tyskland) Han var sønn av Øystein og Hild, gift med Imhild De hadde 3 barn Halvdan, Harald og Holger Harald ble drept i kamp i Irskesjøen http://fmg.ac/Projects/MedLands/DENMARK.htm#Halfdandied810A	Øysteinson, Harald (I11859)
1686	Haralds angelsaksiske navn var Godwinson, han var konge av England i 1066. Det var mange liebhabere til den engelske kronen. I sør satt hertug Vilhelm av Normandie og hevdet at han hadde Edvards tilsagn om å få overta hans rike, og paven støttet hans krav. Den som i første omgang gikk av med seieren, var likevel en innfødt jarl, Harald Gudinesson. Kong Edvard Confessoren overlot ham riket 05.01.1066, da han var døende. Harald ble umiddelbart kronet i Westminster. Paven bannlyste nå Harald for brudd på ed. Harald hadde en misunnelig bror, Tostig eller Toste, som syntes at han hadde like stor rett til kronen. Han søkte nå hjelp hos den norske kongen, og tilbød å støtte ham. Harald Hardråde hadde aldri glemt de arvekrav som også han kunne gjøre gjeldende på Englands trone. Og det var fristende å gripe sjansen. Danmark hadde han - iallfall tilsynelatende - oppgitt; han hadde fred med kong Svein, og inten farer truet derfra. Men ble han herre over både England og Norge, ville ikke Svein Estridsson ha store mulighetene for å stå seg. Da ville kong Knuts gamle nordsjørike kunne gjenoppstå under norskekongens scepter. Og utsiktene til at en ekspedisjon til England skulle kunne føre fram, var slett ikke dårlige. Arvekravet ga toget et anstrøk av legitimitet, som nok kunne vinne endel tvilere for hans sak. Han kunne regne med en viss tilslutning i England, særlig i de nordøstlige områdene, der det nordiske islettet var sterkt. Riktignok viste Toste seg her som en upålitelig informatør, oppslutningen om Harald ble langt dårligere enn det han forespeilet. Men Harald Gudinnesson kunne ikke mobilisere fullt ut mot Harald, han måtte holde et våkent øye med hertugen av Normandie, som gjorde åpenlyse forberedelser til en landgang. Harald på sin side gjorde også omfattende forberedelser som viser at han regnet med et stort felttog. Han satte seg først fast på Orknøyene, noe som ble desto lettere fordi den mektige Torfinn jarl nylig var død. Her trakk han sammen folk, og her plasserte han sin dronning, den russiske Ellisiv, og hennes to døtre. Så gikk han i land på kysten av Northumbria og vant flere seire i mindre slag, byen York var i ferd med å åpne sine porter for ham, da han selv nådde fram. Harald Hardråde lot seg overraske med en mindre avdeling og falt på jordene et stykke utenfor byen, ved Stamford bro den 25.09.1066. Harald Gudinesson selv fulgte ham i døden et par uker senere. Straks etter Harald Hardrådes fall måtte han dra i ilmarsj med sine menn sørover for å ta imot normannerne på kanalkysten. Det kom til slag ved Hastings den 14. oktober. Harald ble rammet av en pil i øyet og nedhugget. Liket kjentes igjen av hans elskede Edgyth Svanehals. Han ble jordet der, men senere flyttet til Waltham kloster. Edgyth var Haralds konkubine. Han ble ca. 1064 gift med Ealdgyth, datter til Elfgar og enke etter Griffits. Dette var et politisk ekteskap. Harald var den siste anglosaksiske konge av England. Normannerhertugen ble hans arvtager.	Godwinson, Harold (I5365)
1687	Härnösand stifts herdaminne	Knutsdotter, Magdalena (I9727)
1688	Härnösand stifts herdaminne	Andersson, Knut (I9728)
1689	Hatlestad https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589 Kvamme https://www.nb.no/nbsok/nb/97fd609cf59204da0bc1a51107fb3775#51	Joensen, Hans (I9254)
1690	Hatlestad https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589	Hansson, Ola (I5780)
1691	Hatlestad https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589	Monsen, Jon (I9255)
1692	Hatlestad https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589	Hansdotter, Siri (I9256)
1693	Hatlestad https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589	Nilsen, Hans (I9257)
1694	Hatlestad https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589	Johansdotter, Kari (I9258)
1695	Hatteberg i Sunhordaland nevnes 1412-1434	Smør, Svale Jonsønn (I304)
1696	Havtoresønnene hørte til lendmannsadelen, Norges gamle høyadel. Slekten ble etterhvert så fornem at medlemmene søkte utenfor landets grenser for å finne jevnbyrdige ektefeller. Jon styrte Borgesyssel og bodde dels på Borregård, dels på Huseby. Jon og hans bror Sigurd kan ikke ha vært voksne da faren døde i 1319 eller 1320. De synes ikke å være født enda i januar 1312, da kong Håkon ga Borregård til Havtore og «hans lovlige arvinger». Den endelige deling av arven har nok derfor først funnet sted senere. Herr Jon nevnes i et dokument første gang i 1337 og var da allerede «herre», altså ridder. Få år senere giftet han seg med den svenske adelsdame Birgitta Knutsdatter. I et dokument etter 1395 er det tilfeldigvis fortalt at Jon en gang holdt et høstgilde, et «skurdøl» på Elin. Der gikk det ikke bedre til enn at en mann som het Helge tilføyde en av de andre gjestene et knivstikk, og for det ble han bundet og satt i mørkestue («myrka stufuo»). Det fremgår også av det samme dokument at Jon hadde begynt å samle jordegods i Onsøy. Jons sønn Håkon var på tale som konge etter Olav Håkonssons død i 1387. I 1331, sannsynligvis på høstparten, ble Magnus Eriksson erklært myndig. Det var en ungdom på bare femten år som overtok regjeringsmakten i de to unionsrikene. Magnus var fra nå av personlig ansvarlig for styret. Formynderregjeringens funksjonstid var formelt ute. En islandsk annalist forteller under året 1333 at Erling Vidkunsson, Havtoresønnene og Ulv Saxesson hadde inntatt Tunsberghus og nektet å utlevere borgen til dens rette herre. Dette var opprør. Noe senere gjorde de imidlertid avbikt og oppnådde kongens nåde. Bare Ulv Saxesson unnlot å gå kong Magnus til hånde, istedet flyktet han fra landet. 15.08.1343 utstedte Erling Vidkunsson, Sigurd og Jon Havtoresssønner, Ivar Ogmundsson, Håkon Ogmundsson, Ogmund Guttormsson, Ulv Saxesson, Bjarne Erlingsson, Ogmund Finnsson, Gert Smidsson og Eilif Eilifsson, alle de verdslige riksrådsmedlemmene, følgende brev: «Herved vil vi gjøre kjent at i året 1343 etter Herrens fødsel på jomfru Marias himmelfartsdag var vi samlet til drøftinger på Varberg slott med vår herre Magnus, Norges, Sveriges, Skånes og Hallands konge. Han lot oss vite at han ville gjøre sin yngre sønn junker Håkon til konge over Norge. Dette hadde vi selv tenkt å be ham om. Derfor beskikket kong Magnus, ledet av den himmelske nåde og for å trygge freden mellom sine sønner og Norge og Sverige, Håkon til konge over Norge og Skattlandene med all den heder og alle de rettigheter som tilkommer Norges konge. Vi sluttet oss med glede til kong Magnus' avgjørelse og tok junker Håkon til vår konge, likesom vi ved dette brevet tar ham til konge over hele Norges rike.» De norske prelatene avga en lignende erklæring. I 1343 var det rådet som sammen med kong Magnus gjorde Håkon til Norges konge. Riksrådets handling ved denne anledning var klart rettsstiftende, i faktisk forstand kan den karakteriseres som et kongevalg. Avstanden til Sverreættens automatiske arvekongedømme var åpenbar. Begivenhetene på Varberg demonstrerte samtidig at rådet hadde vunnet en selvstendig forfatningsrettslig posisjon. Tre år senere kom det til strid mellom kong Magnus og Havtoresønnene om de sistnevntes rett til å besitte Borgesysla. Havtoresønnene hadde i sin tid blitt forlenet med Borgesysla av Håkon 5. Spørsmålet var om en konge kunne gi slike forleninger utover sin egen livstid. Problemet hadde stor prinsipiell interesse, og det ble overlatt til riksrådet å dømme i saken. Rådets kjennelse gikk i kongens favør. I 1347 falt det altså naturlig at riksrådet dømte i saker som angikk kongedømmets, det vil si rikets, rett. I 1349 undertegnet Jon kong Magnus' norske testamente, i 1357 deltok han i et politisk møte som en av kongens tillitsmenn og i 1370 ble han oppnevnt til å delta i et møte i Sverige angående en fredsslutning. Ca. 1380 trakk han seg tilbake fra det offentlige liv, men deltok i 1388 i riksmøtet i Oslo angående riksstyret og tronfølgen	Haftorsson, Jon (I5421)
1697	He is named in the Ættartolur, the genealogy section of Hversum Noreg byggdist. Ættartolur: "Lofdi was a great king. The troops, which he commanded, are called Lofdar. He plundered in Reidgotaland and became king there. His sons were Skekkill the Sea-king, and Skyli, father of Egdis, father of Hjalmthes, father of Eylima, father of Hjordi, mother of Sigurdar Fafnisbana, father of Aslaug, mother of Sigurd Serpent-Eye, father of Aslaug, mother of Sigurd Hjarta, father of Ragnhild, mother of Harald Fair-haired. These relatives of Harald are called Lofdungs." Sources http://www.germanicmythology.com/FORNALDARSAGAS/FraFornjotiHardman.html	Sigmundson, Sigurd Fåvnesbane (I4676)
1698	Heidrek konge av Reidgotaland Han var sønn av Hofund og Hervor Heidrek var gift med Helga Haraldsdatter De hadde sønnen Agantyr, Med Siitka hunnerkongen datter hadde han sønnen Hlod . Han var gift Olov Sakserkongens datter, En kjenner ikke til noen barn Han ble gift med Hergerd, de hadde datteren Hervor I sin ungdom var Heidrek temperamentsfull og voldelig som sin mor. Han ble derfor satt til oppfostring hos den vel ansette Gizur, konge over gøterne (geatene) uten at dette hjalp. En dag, på en fest som faren holdt, startet han en krangel mellom to menn som endte med drap. Faren, kong Höfund, dømte ham til landflyktighet og viste ham bort. Moren Hervor ga Heidrek det magiske sverdet Tyrfing med på veien. Dette sverdet som var smidd av de mytiske dvergene Dvalin og Durin var blitt forbannet av dvergene slik at hver gang sverdet ble trukket av sliren måtte en mann dø for sverdet. Da Heidrek dro hjemmefra fikk han følge av broren Angantyr. Underveis dro de sverdet ut av sliren, og Heidrek drepte sin bror på grunn av forbannelsen. Dette var den første av de tre udåder som sverdet Tyrfing skulle utføre ifølge den forbannelsen som dvergene hadde lyst over sverdet. I landflyktighet kom Heidrek til Reidgotaland og gikk i tjeneste hos kong Harald. For sine bragder fikk han kongens datter Helga til hustru og også halve kongeriket.Heidrek fikk sønnen Angantyr med Helga. Etter en tid med uår i landet og krav om at en gutt av fornem herkomst måtte ofres til gudene, gikk Heidrek til angrep på kong Harald og drepte både ham og hans sønn. Heidreks kone Helga tok sitt eget liv. Dette regnes som sverdet Tyrfings andre udåd. Et gjennomgående tema i historien om den stridbare Heidrek er de rådene faren hans ga ham, og som Heidrek svor på at han ikke ville følge fordi «de er gitt med et ondt sinnelag til meg.». Ett etter ett bryter han helt bevisst de rådene han fikk, og dette bringer ham stadig problemer og fører tilslutt til at han selv blir drept av sine treller med sverdet Tyrfing. Et av de åtte rådene fra hans far var å aldri oppfostre en mektigere manns barn. Heidrek ville bryte dette rådet og sendte bud til den mektige kong Hrollaug i Holmgard Novogord med tilbud om å oppfostre hans sønn Herlaug. Dette gikk Hrollaug med på. Et annet av farens råd var å aldri fortelle hemmeligheter til sin frille. Heidrek fortalte Sifka en historie om at han hadde drept sin fostersønn Herlaug under en jakttur. Sifka sørget øyeblikkelig for å varsle kong Hrollaug om dette, og Hrollaug sendte en hær for å drepe Heidrek. Det kom imidlertid for en dag at Herlaug ikke var død likevel, og Hrollaug inngikk forlik med Heidrek som også innebar at Heidrek skulle få Hrollaugs datter Hergerd til ekte. (Sifka hadde Heidrek i mellomtiden tatt livet av.) Heidrek og Hergerd fikk datteren Hervor - oppkalt etter sin farmor som nettopp var død. Datteren Hervor var også skjoldmøy og ble senere drept av sin halvbror Hlod. Heidrek utropte seg selv til konge i Reidgotaland, og dro i hærtog til hunnernes land. Der slo han hunnerkongen Humli og bortførte hans datter Sifka. Året etter sendte han henne tilbake, hun var da gravid etter å ha blitt voldtatt av Heidrek. Hun fødte en sønn som fikk navnet Hlod og som ble oppdratt av sin morfar Humli. Under et herjingstokt kom Heidrek til Saksland (i det nåværende Nordtyskland). Her ble han bedt i gilde hos sakserkongen, og under gildet fridde han til kongens datter Olov (Oluf) og ble gift med henne. Hun dro senere på besøk til sine slektninger i Saksland, og her ble hun tatt for utroskap med en trell. Heidrek skilte seg da fra henne. Han giftet seg så med en finsk kvinne ved navn Sifka En mektig mann i Reidgotaland het Gestumblindi (Gest el. Gjest den blinde). Han var kommet i krangel med Heidrek og ble bedt om å møte for kongen. Gest ofret til Odin og ba om hjelp. Odin skapte seg om til en som lignet Gest og dro til møtes med kongen. Han fikk tilbud om å framsi gåter for kongen, hvis kongen ikke kunne svare var Gest en fri mann. Etter en lang rekke gåter som Heidrek kunne svare på, fikk han til slutt spørsmål om hva Odin hvisket den døde Balder i øret da han skulle brennes på likbålet. Da forsto Heidrek at den som spurte var Odin selv, og han trakk Tyrfing for å drepe ham. Men Odin skapte seg om til en hauk og fløy bort.Historien om Gests gåter er påfallende lik historien som gjengis i Edda-diktet Vavtrudnesmål, der den samme gåten om Balder stilles til slutt Heidreks død Under en reise i Karpatene ble han en natt overfalt av sine ni treller som ledsaget ham på reisen. Trellene brøt seg inn i Heidreks telt, tok sverdet Tyrfing og drepte ham med det. Dette regnes som det tredje av Tyrfings udåder, og sverdets fobannelse var nå brutt. Heidreks sønn Angantyr ble utropt til konge i Reidgotaland etter ham, men han svor på at han ikke skulle bestige tronen før faren var blitt hevnet. Han lette så opp de ni trellene og drepte dem. https://no.wikipedia.org/wiki/Heidrek	Hofundsson, Heidrek (I11836)
1699	Heidrek Ulveham, konge av Reidgotaland Han var sønn av Agantyr og Amfleda. Gift med Amfleda, De hadde datteren Hildur (Hervor) Hervors saga: I fornaldersagaen Hervors saga gis det opplysning om at Heidrek var sønn av Angantyr og at «han var lenge konge i Reidgotaland». Heidreks farfar var goterkongen Heidrek Höfundsson. Her oppgis også at Heidreks datter Hildur ble gift med Harald den gamle (Harald Valdarsson) som var far til Harald den snille og farfar til Ivar Vidfamne. Blant deres etterkommere nevnes også Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok. Sagaen gir ikke nærmere opplysninger om Heidrek og hans styre. På grunn av etymologisk navnelikhet er det stilt spørsmål ved om Heidrek er identisk med den østgotiske kong Ermanarik som nevnes i to romerske kilder, skriftene til Ammianus Marcellinus og i Getica av historikeren Jordanes i det 6. århundre. Ermanarik hersket i et østgotisk rike ved dagens Ukraina og døde i høy alder i 376. https://no.wikipedia.org/wiki/Heidrek_Ulveham	Hjorvardson, Heidrek Ulvham av Jylland (I4699)
1700	Helga Haraldsdatter Datter av Kong Harald i Reidgotaland og ukjent. Hun ble gift med Heidrik, De hadde sønnen Angantyr Da ektemannen drepte faren og broren hennes tok hun sitt eget liv I landflyktighet kom Heidrek til Reidgotaland og gikk i tjeneste hos kong Harald. For sine bragder fikk han kongens datter Helga til hustru og også halve kongeriket. Heidrek fikk sønnen Angantyr med Helga. Etter en tid med uår i landet og krav om at en gutt av fornem herkomst måtte ofres til gudene, gikk Heidrek til angrep på kong Harald og drepte både ham og hans sønn. Heidreks kone Helga tok sitt eget liv. Dette regnes som sverdet Tyrfings andre udåd https://no.wikipedia.org/wiki/Heidrek	Haraldsdatter, Helga (I11837)

Notater

Linket til

1651

Han var i erkebispens tid Fogd i Trondheim,men ble av Kong Christian den.3 anttat som den første Borgemester i Trondheim 1537.

Arctander, Niels Lavridsson (I3860)

1652

Han var leilending på gården Raften fra 1682 og bruker 1.vog og 1.pund jord som omfatter hele gården.Han var benyttet som lagrettesmann i flere år.

FÖD. 1644 (57 år enl mt.1701)  1635 (enl d-bok)   Är ev. samma person:  Osewold, Huusmend Enckens Sónn Jon Joensen 20  Fladsetter, Foster Sön Jon Jonß 12   I Amtsrgnskaperna för år 1672 og 1673 nämns:  Húúsmends Schatt  Hocheland  Joen Joensen   Betalar år 1674 "Leilendings Schatt", men inte 1673 i:  Aandestad  Joen Jonsen   I Amtsregnskaper för år 1676 nämns:  Rafften  Enchen Birgete   Är nämnd i Amtsregnskaper för år 1682.  Rafften  Joen Joenß j W: j pd 3 ort 8 ß   Är nämnd i Amtsregnskaper för Ulfföe fiering, "Schatte Mandtal og Jordebog for Leilendings Schatten", 1688.  Rafften - j W: j pd  Hassel Canonj Eier og bÿgr:  Joen Joenß - j W: j pd - 3 ort 8 ß   Det finns även en Joen Jonß i Brotöen år 1688.   Är ev. nämnd i boken Lödingen del 2 s.540:  "GNR.16 Øyen.  Helge Einerssen.  Barn: ..3) Marith ble g. 23 s. Tr. 1693 m. Jon Jonsen, Raftsundet"  VIG2. 1693 i Lødingen sogn.  "1693. Pridie Dom 13 p Trin: pdichede jeg paa Lódingen. Trolovede jeg Jon Jonsön og Maritte Hellisdatt." p.51  "1693. paa Lödingen Dom 23 Trin. Jon Jons fra Raften Enkemand blef wied med Marit Hellesd. fra Offersöe, hwar om see Ecteskabs bogen pag. 53".   Är nämnd som dopvittne Dom: IX á Trinit 1693, till Elling Hansens barn i Brubreken, Apellone. "T: Jon Jonß Raften".  Hadsel PF454 F 1693-1700 p.138v   Är nämnd i manntallet för år 1701.  Bor på gården Raften, Hassel sogn.  Leilending Joen Jonßen 57  Sönner Olle Jonß. 6  Drenger Olle Laarßen fostersön 8  Hans Danielßen 26   Är nämnd i Justitsprotokol Lofoten No. 3 1706-1715, för Ulfwe og  Kalsnes fieringer, på tinget 11 Maý 1706, och kallas där "Rettes  Mand Jon Jonssón Raften".  Film NT683 p.6   DÖD. begr. 18/5 1719 i Hadsel sogn.  "1719. Festo Ascensi: X. Concio in Hass.  Nedsat og gravfæstet Joen Joenß Rafften, ætat: 84".   
Amtsregnskaper film NR.676 1688  v2 Lødingen PF446 1691-97 p.54  Manntall 1701 HF172 Bind 18 p.47  d Hadsel PF454 1704-28 p.99b  Är nämnd i boken Lödingen del 2 s.540 
Ekteskap 1693
https://media.digitalarkivet.no/kb20071106640348

Død 1719
https://media.digitalarkivet.no/kb20071106640396

Jonsen, Jon (I4004)

1653

Han var muligens sønnen eller svigersønnen til Marcomer. Bare historikerne Prosper av Aquitaine og Martin Bouquet nevner hans styre, selv om han muligens er mer en legendarisk person enn en historisk person. I 420 skal han ha ledet sitt folk over Rhinen vestover. Denne forflytningen separerte hans folk fra majoriteten av de ripariske frankerne som hadde slått seg ned nær Köln. Pharamond ble etterhvert etterfulgt av sin sønn Clodio. Hans kone var Argotta

von Franken, Pharamond (I10670)

1654

Han var prest i Hadsel fra 1614 til 1618, men oppga embetet på grunn av engstelse og ble i stedet sogneprest til Ly i Kristiansands stift.

Han er nevnt i lensregnskapets odelsliste i 1617 som Hr. Peder Lauritsen i Hadsel, betalte for odel i Vesterålen: Vattendal 1 1/2 våg, Brevik 1 våg, Rørvig 18 mkl., Søstad i Lofoten 2 pd., Flenes 3 våg og Aurestad 1 våg.

Thilemann, Petrus Laurentii (I6606)

1655

Han var proprieter, gjestgiver og skipper på Melbo i Hadsel. Han var efter datidens forholde en grunnrik mann. Denne rikdom fikk han for enden med sin förste hustru; men han synes også å ha været en smart forretningsmann. Hans 1ste og 3die ekteskap var barnlöst.
«Borger, gaardmand» på Gulsta gård i Hadsel, Nordland.

Med Sara hadde han 9 barn.

Ekteskap 1767
https://media.digitalarkivet.no/kb10101208290037

FT 1801 Gulsta
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01058486000043

Død 1809
https://media.digitalarkivet.no/kb10101208290139

Skifte etter Søren Rasmusen Schielderup, Stejloe i Ulvøy Film: hf1987, Protokoll: 14, Løpenr: 169, Side 247. Skiftet åpnet: 26/7-1809. Internt skiftenr: 6373. Formue: 7899-8-0. Gjeld: 4374-1-0. Boets innhold: gullmynter, sølvmynter, masse sølv,S.S. og S.R./G.G.B. og M.R./ mest u/mrk.,kjøpmannsvarer, jordeiendommer
Arvinger: Ektefelle: Jonette Andrea Moursund. Jonette Andrea Moursund, Stejloe i Ulvøy. Hustru av avdøde. Gift. Ektefelle: Søren Rasmusen Schielderup.
Rasmus Andreas Schielderup, , skipper. gjestgiver, Melboe i Ulvøy. Sønn av avdøde.
Christopher Andreas Schielderup, , sogneprest, . Sønn av avdøde.
John Røst Schielderup, , skipper, Guldstad. Sønn av avdøde.
Henning Schielderup, . Sønn av avdøde. Myndig.
Elen Margrethe Schielderup, Hanøen i Ulvøy. Datter av avdøde. Gift. Ektefelle: Peder Rist Dreyer. Peder Rist Dreyer, Hanøen i Ulvøy. Svigersønn av avdøde. Gift. Ektefelle: Elen Margrethe Schielderup.
Ingeborg Margrethe Schielderup, Bitterstad. Datter av avdøde. Gift. Ektefelle: Jacob Sanrib. Jacob Sanrib, Bitterstad. Svigersønn av avdøde. Gift. Ektefelle: Ingeborg Margrethe Schielderup.
Anne Margrethe Schielderup, Klak. Datter av avdøde. Gift. Ektefelle: Arnoldus Schytte Dreyer. Arnoldus Schytte Dreyer, Klak. Svigersønn av avdøde. Gift. Ektefelle: Anne Margrethe Schielderup.

Schjelderup, Søren Røg (I733)

1656

Han var rådmann og "trafiquerende negociant" i Trondhjem. Da flere av hans sønner fikk en god utdannelse var han formentlig formuende. Han kom til Trondheim ca. 1525-30 etter at han hadde fått sin juridiske utdannelse.

Brüghmann, Hjeronimus Johansøn (I3701)

1657

Han var skipper og handelsmann på Ytre Kvarøy i Lurøy.

I skiftet etter Ole Walnum i 1737 er det anført at sønnen Andreas Olsen Walnum er 19 år, som betyr at han er født ca 1718.

Ekteskap 1746
https://media.digitalarkivet.no/kb20071024620139

Død 1764 46 1/2 år
https://media.digitalarkivet.no/kb20050426020307

Walnum, Andreas Olsen (I215)

1658

Han var Sogneprest fra 1622 til 1678

Fåborg, Nils Olsen (I6174)

1659

Han var sogneprest i Domkirken i Trondheim fra 1597 til sin død.

Didrikson, Patrik (I3690)

1660

Han var sønn av Sverre Sigurdssons søster Cecilia og høyadelsmannen Bård Guttormsson av Reinsætten. Hans halvbror var Skule Bårdsson som ble Norges første hertug. Inge ble valgt til konge av birkebeinerne i 1204.
Han hadde kongesete i Trondheim, og hadde også herredømme over store deler av vestkysten. Borgerkrigsperioden i norsk historie varte fra 1130 til 1240.
Han kjempet mot baglerne frem til 1208, da det kom til forlik mellom ham og baglerkongen Filippus Simonsson, som fikk styre over Viken. Forliket fant sted på Kvitsøy i Rogaland og ble kjent som «Kvitsøyforliket». Konfliktene mellom baglere og birkebeinere tok slutt da både Inge og Filippus døde i 1217. Etterfølgeren, Håkon IV Håkonsson, ble anerkjent av både baglere og birkebeinere. Inge er gravlagt i Nidarosdomen i Trondheim.

Baardson, Inge (I299)

1661

Han var tjenestedreng på Balsnes i 1701. Han ble i 1717 innstevnet for retten fordi hans kone nedkom for tidlig etter de var gift. Han skulle etter loven betale 6 3/4 lodd sølv, men "da han er en stachel og helseløs , saa indstilles det på de høie øfrigheters dispensation"

Manntall 1701 Balsnes 48 år
https://www.digitalarkivet.no/view/206/pc00000000657416

Død 1719
https://media.digitalarkivet.no/kb20071102630104

Andersen, Lars (I4936)

1662

hans alder er ubestemt da han ved konf er født 1818 , ved ekteskap født 1821 og ved folketelinga født 1824 Død 1818 Finsk,Kvænsk

Konfimert 1836 Nr 7
https://media.digitalarkivet.no/kb20070611620424

Ekteskap 1844 Nr 3
https://media.digitalarkivet.no/kb20070611620390

FT 1865 Kvitnæs
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038408000812

FT 1875 Gulinæs
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052465000648

Død 1885
https://media.digitalarkivet.no/kb20070108320834

Jensen, John (I97)

1663

Hans er leilending i 1801 på bruk Nr.6 i 1802 kjøper han gårdparten på 1 1/2 øre, han omkommer sammen med sønnen Hans på Torstadvika i 1822.

Ekteskap 1796
https://media.digitalarkivet.no/kb20070928690051

FT 1801 Lovøen F 1766
https://digitalarkivet.no/census/person/pf01058465000976

Død 1822
https://media.digitalarkivet.no/kb20070928690207

https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2014081508266 side 37

Hansen, Hans (I5478)

1664

Hans etterfølger var Merovech som dynastiet er oppkalt etter.

Legenden sier at hans far var hertug Pharamond og hans mor var Argotta fra Thüringen. Hans bestefar kan ha vært Marcomer, en frankisk hertug.

Der er bare 2 kilder med informasjon om Clodios historie, Gregorius av Tours og Sidonius Apollinaris.

Clodio levde i Dispargum, som antas å ha vært et slott mer enn en landsby.

Rundt 431 invaderte han territoriet til Artois, men ble beseiret nær Hesdin av Aetius, kommandanten av den romerske hær i Gallia. Men Clodio samlet sine styrker og klarte snart å ta landsbyen Cameracum. Til slutt okkuperte han hele landet til Somme og gjorde Tournai til de saliske frankernes hovedstad.

Clodios aggressive aksjoner for å ta mer territorium førte til århundrer med ekspansjon av hans etterfølgere som til slutt skapte det som vi i dag kjenner som landet Frankrike.

Clodio døde en gang mellom 447 og 449 og makten ble overført til Merovech. Det er ikke kjent om Merovech var hans sønn eller en annen høvding i stammen som overtok lederskape

von Franken, Clodio (I10669)

1665

Hans far skal ha vært Palna-Toke som ifølge Jomsvikingesagaen igjen var sønn til den mektige Palne Tokesson og Ingeborg, datter til Ottar Jarl i Gautland.

Tokesson, Åke (I8053)

1666

Hans fikk bykselbrev 1747, han nevnes også som Matros i marinen.

Ekteskap 1766
https://media.digitalarkivet.no/kb20071002620352

Død 1789
https://media.digitalarkivet.no/kb20071002620456

Bø
https://www.nb.no/nbsok/nb/822639995ab27b8add8610d8374d937d#509

Johnsen, Hans (I4578)

1667

Hans første kone vet vi ikke navnet til men hennes bror er Hendrik Mechlenborg, Oluf het ikke Mechlenborg men tok navnet etter sin første kone.

Oluff Jensen Meckelburg d. Ældre overtager borgmesterposten [i Haderslev] i 1546 efter sin svoger Hinrich. Oluff var født i Flensborg ca. år 1487, men man ved intet om hans forældre.
     Som ganske ung rejste Oluff til Haderslev, hvor han etablerede sig som købmand med livlige handelsforbindelser til Norge. Han var blevet en velhavende og anset mand, da han giftede sig med borgmester Hinrich Meckelborch's søster, Margrethe med hvem han fik flere børn, hvoraf vi dog kun kender sønnen Peter Jensen Meckelburg.1
     Svogeren Johannes Oldendorph (1524-1566) skrev sine livserindringer kort tid før han døde. Af denne selvbiografi eller disse livserindringer fremgår bl.a.: »Olaus Jensen den Ældre blev borgmester i Haderslev i 1546. Han kaldtes også Oluff Meckelburg. Måske har han selv tillagt sig dette navn efter sin første hustrus familienavn, eller andre har gjort det. Hendes broder var Hinrich Meckelborch der nævnes i 1519 og blev borgmester i Haderslev i 1540.« »Før St. Andreasdag, år 1538, det var den 24. nov., fandt min søster Marinas bryllup sted med Olaus Jensen, som var født i Flensborg, men fik sin første hustru i Haderslev, nemlig borgmester Hinrich Mickelborchs søster, med hvem han havde et talrigt afkom. Da hun døde, bad han om min søster. Min far, overtalt dertil af sin fornuft for rigdoms skyld, gav sin datter til en ryggesløs mand, som til den dag i dag er gudløs. Denne min søster, fødte ham, i det Herrens år 1540, otte dage før St. Hansdag, det var omkring 15. juni, den førstefødte søn, som blev kaldt Olaus, og ved Guds nåde endnu er i live.«
     At navnet Meckelburg ikke fra begyndelsen har været familiens egentlige navn, ved vi dels fra pastor Johannes Oldendorphs selvbiografi, og dels gennem det segl borgmesteren benyttede, for her er initialerne »O I«.

Mechlenborg, Oluf Jensen (I1865)

1668

Hans Johansen (Iohannes Iohannis), f. 15.., d. før 18/7 1599, sønn av hr. Johan Trygge og h. N.N. Halvardsdatter. Han nevnes i Reformatsens prebendeliste som innehaver av St. Halvards prebende på 10 spann 1 øre. Dette prebendet gav kongen bort til en annen person den 18/7 1599, sannsynligvis fordi hr. Hans da allerede var død. Hr. Hans nevnes blant gjestene i sogneprest Amund Hansens bryllup på Inderøy ca. 1593.

Schønning gjengir en tradisjon om at Hr Hans var en sønn av en Johan Trygge, en adelsmann fra Senja som ble gift med en datter av ridder Hallvard, som var bror av erkebiskop Ole Ingebriktson, skjønt, sier han, andre mente han var hans dattersønn. Schønning sier videre at han for sin store tjeneste i krigen ble tillagt to prebender. Schønning mener at han først hadde vært prest i Stjørdal.

Hans Johansson som var Præst först i Stördalen, og siden paa Ytteröen. Han blew For sin tro Tieneste i krigen /: da han der-Over kom i sin yderste fare, og han med En Foged, af de svenske paa Retter-Pladsen var udled, og havde mist sit Liw, havde ikke d: Danske skibs-Flode I det same komet hid til Landet :/ aflagt Med 2 Præbender. Han giftet seg (1) med NN Hansdatter Helsing. Han giftet seg (2) med Ellen Christophersdatter, død etter 1599.

Johansen, Hans (I3998)

1669

Hans Kruckow var gift med hustru Sunniva Eindridsdatter. Han er kjent i dokumenter fra 1505. Den 1. september 1514 er Hans Kruckow omtalt som å være væpner - en adelsmann.
Edvard Edvardsen forteller at Hans Kruckow var høvedsmann på Bergenhus. Dette er skrevet ned om lag hundre år senere, og det er ingen samtidige kilder som bekrefter dette. Det er derfor usikkert om dette er rett. Høvedsmennene på Bergenhus var i hovedsak riddere, noe Hans neppe var. Han kan likevel ha vært stedfortreder i en kortere periode. Noen kilder omtaler hans kone som Karen.
Han døde trolig omkring 1517

Kruckow, Hans Johannessen (I2846)

1670

Hans Kruckow var ridder og medlem av det norske riksrådet og døde ca. 1455 Vi kjenner ikke hans foreldre eller om han hadde barn.
Han er først kjent i 1442 da han var med i Oslo og hyllet Kristoffer av Bayern som Norges nye konge.I 1444-1447 omtales han i saker knyttet til Hanseatene i Bergen. Han var nok da bosatt i Bergen, og hatt en offentlig stilling der.
4. desember 1444 omtales Hans Kruckow for første gang som riksråd. Hans er den siste som er omtalt på lista, noe som tyder på at han er den yngste i riksrådet. For å være i det norske riksrådet må Hans Kruckow ha vært av norske foreldre eller være gift med en norsk kvinne. Han var gift med en dansk kvinne - Anna Barsebek, så Hans må selv ha hatt norske foreldre.
I 1444 bruker han tittelen væpner og i et 1445 er han omtalt som knape, som begge er lavadelstitler. Første gang Hans Kruckow er omtalt som ridder var 30. mai 1450. Han har mellom juli 1449 og mai 1450 fått ridderslaget av kongen. Han var sentral i striden ved kongevalget i 1448-1449, der valget sto mellom den danske Christian I og den svenske Karl Knutsson. Sammen med erkebiskopen støttet han Karl Knutsson.
8. oktober 1453 hadde ridderen Hans Kruckow gått i Munkeliv kloster. Han ga alt han eide av løst og fast gods til kloster. Det er siste gang vi hører om Hans Kruckow. I 1455 ble Munkeliv kloster stormet og brent av hanseatene. De som bodde i klosteret ble enten drept eller de klarte å flykte. Det er mulig at Hans Kruckow ble drept der.

Kruckow, Hans (I2848)

1671

Hans navn ved dåp skrives navnet Kristian Henry Vinkenes.

Dåp 1917
https://media.digitalarkivet.no/kb10041208062009

FT 1920 Bodø Vensmoenns-Rønvikgaten
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01074235000190

Ekteskap 1946
https://www.digitalarchives.wa.gov/DigitalObject/Download/b7054787-4357-4308-a956-fe27069cd3c8

Ekteskap 1948
https://www.digitalarchives.wa.gov/DigitalObject/Download/0a8293c3-14ee-444a-9540-e992974d9e41

Skilt 1963

Kriksseilerregistret
https://www.krigsseilerregisteret.no/no/sjofolk/402488/default

Ble Amrikansk Statsborger 1951

Artikkel 1987
https://www.nb.no/items/43f4e205c1621692415add1fccb712f0?page=23&searchText=%22christian%20johnsen%22

Johnsen, Christian Henry Vincent (I13)

1672

Hans opphav er foreløpig ikke kjent. Han angis å være 87 år ved begravelsen i 1767, født ca. 1682.
Kirkegjenger fra Bjelgam (Bielgam) fra 1711 og utover, til vielsen med Ane Jonsdatter i 1723.
Fra 1723 finnes han på Stunes, nevnt som oppsitter ved matrikkelforarbeidet.
Det er ikke funnet noe skifte etter Christian, men han er nevnt som enkemannen i konas skifte i 1754. 2 sønner og 2 døtre overlevde mora, Jon Christiansen og Erich Christiansen, Anne Christiansd: og Kiersten Christiansdatter.

Død 1767
https://media.digitalarkivet.no/kb20071102630378 nr 20 

Eriksen, Christian (I3088)

1673

Hans sätesgård var Hvamm på Yttre-Folk i Hafslo.

Eystensson, Botolv (I5097)

1674

Hans var en av to som overlevde et forlis utenfor Veggen 18. oktober 1879, der 4 omkom. (Ingen av de omkommene ble funnet)
Hans ble eier av b.nr. 3, Lenvik som tilsvarte halvparten av farens bruk etter at dette var blitt delt mellom han og broren Otto.
I tillegg drev han fiske på Lofoten og Finnmark, og var eier av og drev fembøringen "Marie" og senere dekskutteren "Avanse".
Han var mye nyttet som kommunal tillitsmann, Bl.a herredaatyret i årene 1898-1900, 1907-09, forsorgstyret i to perioder, formann og sekretær i Likningsnemdai to perioder, samt skjønns- og domsmann i herreds og lagmannsretter.

Olaussen, Hans Andreas (I6705)

1675

Hans-Tausen-skematisk-oversigt  1494: Født i Birkende (mellem Nyborg og Odense). Faderen hed muligvis Markus eller Markvard, og var antagelig jordbruger eller smed. Moderen hed Karen Tausen, og var muligvis lavadelig. 1506: Gamle optegnelser fortæller at Hans løb hjemmefra, faderen slog ham ved ploven. I hvert fald blev han dette år pebling i Odense. 1507: Blev han pebling i Slagelse og senere munk i Antvorskov kloster, hvor han fik en videregående uddannelse. 1516: Blev han immatrikuleret ved universitetet i Rostock. 1517: Blev han Baccalaur. 1519: Blev han magister. 1520: Blev han præsteviet, men fortsatte sine studier i Rostock. 1521: Blev han immatrikuleret ved Københavns Universitet. 1522: Blev han immatrikuleret ved universitetet i Löwen i Holland. Hans ophold her blev kortvarigt, muligvis fordi Christian den 2. efter sin flugt fra Danmark tog ophold i nærheden, og prioren fra Antvorskov Kloster, Eskil Thomesen, der betalte Hans Tausens uddannelse, ønskede ikke at han skulle indblandes i noget. I hvert fald fik Hans ordre til at rejse til Køln. 1523: Blev han immatrikuleret i Wittenberg, hvor Luther holdt til. 1524: Blev han kaldt hjem til Danmark. Det havde måske forbindelse med Eskil Thomesens medvirken i Rigsrådets proklamation om ubetinget lydighed mod Romerkirken. 1525: Iflg. Huitfeldt, holdt Hans Tausen en påskeprædiken med et afgjort Luthersk præg. Prioren blev betænkelig ved at have ham i klosteret, og sendte ham til ordenshuset i Viborg. Muligvis er han også blevet straffet med et ophold i klosterfængslet. Ordenen havde dog så stor tillid til ham, at han fik lov til at fortsætte med at prædike i Viborg. 1526: Begyndte Hans Tausen for alvor med sine Lutherske forkyndelser. Frederik d. 1 havde samtidig på Landagen i Kiel nægtet at forfølge lutherske prædikanter i hertugdømmerne. I august blev Hans Tausen udstødt af Johanitterordenen. Under et ophold i Ålborg, udnævnte Frederik den 1 ham til sin kappelan. (Efter opfordring af Viborg Magistrat). Samtidig fik øvrigheden besked på at beskytte Hans Tausen. 1527: St. Hans kirke var blevet for lille for Hans Tausens voksende menighed. Om sommeren blev gudstjenesten holdt på kirkegården. Efter voldsom modstand fra munkene, fik han lov til at prædike i den rummelige Gråbrødre kirke. Samme år brød han sit cølibat og giftede sig med Dorothea Sadolin, en søster til hans medreformator i Viborg, Jørgen Jensen Sadolin (senere biskop på Fyn). 1528: Lutherdommen havde sejret i Viborg. Da man havde fået et trykkeri i byen, begyndte Hans Tausen og Sadolin at sende agitatoriske skrifter ud. 1529: Blev Hans Tausen sognepræst ved Gråbrødre kirken i Viborg. Om sommeren blev han af kongen sendt til København for at virke ved Nicolai kirke. Lutherdommen bredte sig hurtigt i København. 1530: På Herredagen i København blev Hans Tausen og 20 andre lutherske prædikanter indstævnet for at forsvare deres forkyndelse. De 21 prædikanter affattede en bekendelse i 43 artikler. (Sikkert væsentligt udarbejdet af Hans Tausen og Peder Lauretsen). Under stort tilløb blev der holdt daglige prædikener over de 43 artikler, hvor katolikkerne blev udlagt som kættere. Den truende fare fra Christian den 2 tvang herredagen til en hurtig afgørelse. Prædikefrihed under ansvar. 1533: Hans Tausen havde håbet at Frederik den 1 ville gennemføre reformationen i Danmark, men den 3. April døde kongen, uden at have fraveget sit tolerancestandpunkt. Efter kongens død prøvede katolikkerne at genoprette deres stilling. Hans Tausen blev anklaget for injurier og kætteri. Han blev sikkert kendt skyldig i alt, men af hensyn til borgernes holdning, nøjedes de med at forvise ham fra Sjællands og Skånes stifter, og til streng censur. Da dommen rygtedes, vendte borgernes forbitrelse sig mod biskop Rønnov, som kun ved Hans Tausens hjælp, slap uskadt tilbage til bispegården. Efter et par ugers forløb indgik de forlig. Hans Tausen lovede at prædike uden at smæde. 1534: Der udbryder borgerkrig i Danmark. grevens fejde. København bliver belejret i 2 år. Hans Tausen koncentrerer sig om sit arbejde. Han påbegynder en oversættelse af det Gamle Testamente fra hebraisk. 1535: Udgav han de 5 Mosebøger. 1536: København overgav sig til Christian den 3. Hans Tausen fik et særligt værnebrev for sig og sin familie. Alle landets bisper blev anholdt, anklaget for at have forvoldt borgerkrigen. Reformationen blev indført. 1537: Udgav Hans Tausen, sammen med andre københavnske præster en håndbog for sognepræster til alle evangeliske kirketjenester. Samme år fik han et lektorat ved universitetet i hebræisk. Mærkeligt nok blev han ikke udnævnt til biskop, men måske frygtede man hans heftige væsen. Nu skulle forandringerne gennemføres med lempe. Hans kone Dorothea døde. 1538: Blev han beskikket til teologisk læsemester og prædikant ved Roskilde Domkirke. Samme år giftede han sig med Ane Andersdatter. Hun var en slægtning til Frans Villumsen, tolder i København og kannik i Lund. Han er kendt fordi han skænkede sin bogsamling til universitetet. 1539: Fik han en årlig løn på 50 Gylden + en kannike gård til beboelse. 1541: Døde Ribe stifts første evangeliske biskop Joh. Wenth, og hele kapitælet ønskede Hans Tausen til biskop. kongen gik tøvende med til det den 21. Oktober blev han da udnævnt til biskop. Selv som biskop fortsatte Hans Tausen med at prædike, og besørgede en tid lang også den teologiske undervisning ved domkapitel. I sit arbejde med at forbedre præsternes stilling, havde han mange sammenstød med adelen. En gang overfaldt en rasende adelsmand ham i selve domkirken. 1544: Udgav han en forbedret salmebog, der blev den danske kirkes første fælles salmebog. Han havde selv oversat eller digtet flere af salmerne. 1561: Efter i flere år at have lidt af podagra og stensmerter, døde Hans Tausen den 11. November og blev begravet i Ribe Domkirke. Hans svigersøn, biskop Hans Laugesen lod opsætte en mindetavle over ham i Ribe Domkirke. Hans gravsten er blevet ødelagt, men en slægtning, dr. Ludvig Pouch lod lægge en ny i 1663.  Hans Tausen havde 4 børn i sit 1. ægteskab, og 9 børn i det 2. ægteskab, men de fleste døde som børn. Følgende overlevede ham: 1. ægteskab: Jørgen Tausen Karine Hansdatter Tausen 2. ægteskab: Dorothe Hansdatter Tausen 1538-1601 gift med Hans Laugesen. Lisbeth Hansdatter Tausen. En datter.  Torben Svendrup: Hans Tausen Den danske Luther. side 82ff  Hans Tausen - ungdom og uddannelse  "I Ribe Domkirke forfattede Hans Tausens svigersøn et gravskrift over sin svigerfader, der var hans forgænger på bispestolen i Ribe. Dette gravskrift er den eneste kilde, der oplyser om Tausens fødsel. Hans Tausen blev ifølge gravskriften født i 1494 i landsbyen Birkende på Fyn. Den præcise dato kendes ikke!  I 1590, knapt 100 år efter Hans Tausens fødsel, blev der på latinskolen i Ribe holdt en øvelsestale på latin om Hans Tausens levned, som er bevaret i Det kongelige Biblioteks håndskriftssamling. Denne kilde er naturligvis ikke en synderlig sikker kilde, som man kan sætte for megen lid til. Der er tale om en øvelsestale - dvs. at den unge mand, der holdt den, godt kan have brugt fantasien for at gøre talen mere formfuldent. Omvendt blev den holdt i Tausens hjemby kun 29 år efter hans død, så der må være en vis konsensus, hvad angår Tausens liv, man ikke kunne sætte sig ud over. Men hvad der er fri fantasi, og hvad "man i Ribe" vidste om Tausen, ved vi ikke.  Talen fortæller os, at Tausens mor hed Catharina (Karen) og tilhørte slægten Tausen, "som ikke var et ukendt navn på det sted". Disse oplysninger om slægten fortsætter med, at eleven fortæller, at der stadig lever en del ansete bønder af slægten, og nogle har måske fået arbejde inden for stat og kirke.  Men hvad hed faderen? Antagelserne om, at han hed Tage, kan vi roligt afvise. Navnet Tausen er ikke et normalt slægtsnavn dannet af faderens fornavn. Det kan vi også se, når Tausen eller andre samtidige skriver navnet på latin. Skulle man skrive Tages søn (Tagesen), så ville man skrive Tagonis - i stedet skriver man Tausanus.  Men et andet sted får vi måske et fingerpeg om, hvad hans fader hed. En af dem, der havde siddet til doms over Hans Tausen, omtaler ham kort efter dommens afsigelse i 1533 i et brev til en slægtning, og i dette brev kaldes han Hans Markvorsen, hvilket kan tyde på, at faderens navn har været Markvad eller Markus. Om man kan fæste lid til disse oplysninger, er en anden sag. I øvelsestalen fortælles f.eks. også, at Tausen blev født i 1498, altså i modstrid med gravskriften. Om det er, fordi eleven har skrevet forkert, ikke lavet ordentlig efterforskning eller har haft nogle oplysninger, som gjorde, at han anså gravskriften for at være forkert, ved vi ikke. Se slægtstavle Markus og Karen Tausen og deres efterkommere  Tausens barndom ved vi intet sikkert om. Det er gået ind i traditionen, at Hans gik bag ploven som dreng, og det er da også sandsynligt, men vi ved intet derom. Ligesom historien om, at hans fader var smed, er det helt overladt til vor fantasi at vurdere, om det er rigtigt.  På et meget tidligt tidspunkt cirkulerede der også en historie om, at han på samme måde som Morten Brørup skulle have fået bank af sin fader, hvorefter han var løbet hjemmefra. I en gammel udateret årstalsliste i Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling anføres det, at faderen skulle have slået ham i 1506, hvorefter han løb hjemmefra. Men det eneste rigtige er at konstatere, at vi intet kender til hans barndom, selv hans fødselsår kan der rejses tvivl om.  Historien om, at han skulle have fået bank og være rendt af huse, er usandsynlig af flere grunde. Bl.a. af den grund at gode tørre tæv var den almene måde at opdrage på. Hvis alle, der fik bank skulle være rendt af huse, så havde ingen børn boet hjemme. Desuden var det en forklaringsform, som ofte blev brugt til at forklare, at børn fik en uddannelse - det var i virkeligheden en slags vandrehistorie.  At vor viden om Tausens barndom er så ringe, er der intet usædvanligt i, for vor reelle viden om enkeltpersoner i middelalderen er meget begrænset. Det gælder også, når blikket vendes mod fyrsterne. En meget stor del af den viden, vi bilder os ind at have, er efterrationaliseringer, og ikke funderet i det historiske kildemateriale.  Men skal man prøve at sammenholde den begrænsede viden, vi har om Tausens slægt og fødsel, så vil en fornuftig sammenstilling af de få kilder, vi har, give os følgende oplysninger. Hans Tausen er født i Birkende på Fyn, formodentlig i 1494. Hans moder hed Catharina, og noget tyder på at faderen hed Markvad eller Markus. Tausens navn og senere livsforløb indikerer, at han ikke var af bondeslægt, men var af lavadelig slægt.  Skolegang side 84ff Det sen middelalderlige skolesystem adskiller sig på alle punkter fra vort. Et af hovedformålene med undervisningen var at give et så solidt kendskab til latin, at eleven kunne følge med i den videre undervisning. Derudover krævede man, at børnene lærte enkelte ting på dansk, bl.a. Fader Vor. Generelt var pædagogikken, hvis der overhovedet kan tales om pædagogik, at lærdom skulle terpes ind i børnene. Det er helt sikkert, at ophavsmanden til de kalkmalerier, vi har bevaret af skolelærere, har trukket på erfaringer fra sin samtid, når han udstyrer skolelæreren med ferle og ris.  Netop i reformationstiden begyndte en debat om, hvordan skolerne skulle fungere, og en af dem, der bidrog mest hertil, var Christiern Pedersen. han vendte sig dels imod de forældede lærebøger, f.eks. Peder Låles ordsprog, som blev læst på dansk og latin, og dels imod brutaliteten i skolerne. Denne kritik af skolesystemet var bl.a. grunden til, at Christian den 2. lavede en ny lovgivning for skolen.  Nok med rette anses kannikken fra Lund, Christiern Pedersen, for en af hovedmændene bag denne ændring i det danske samfund. Tankerne og holdningerne i udkastet ligger så tæt på de holdninger, der afspejles i Christiern Pedersens skriverier om skolen, at det virker sandsynligt. Men også efter Skoleloven fortsatte debaten om skolen, og i 1531 udgav Christiern Pedersen sit berømte skrift om, hvordan skolen burde organiseres. Skriftet er stærkt præget af, at den katolske kirke var på vej ud af det danske samfund. I skriftet fremhæver Christiern Pedersen således, at nu må borgerne have råd til at bekoste nogle ordentlige skoler, da de ikke længere skal betale de mange penninge til kirke og klostre for messer, årstider, afladsbreve osv. Men selvom skriftet kom en række år efter Christian den 2.s lovgivning, fastholdt Christiern Pedersen sine oprindelige tanker - f.eks. anvendelse af en pædagogik, som skulle være mindre voldelig over for eleverne.  Vor viden om Tausen begynder i virkeligheden først for alvor med hans skolegang, og selv her er der ganske god plads til gisninger. Vi ved, at han kom i skole i Odense, men vi ved ikke i hvilken. Ofte er det blevet anført, at det var Johannittermunkenes skole, men vi ved intet sikkert herom.  Ifølge et gammelt håndskrift kom han fra skolen i Odense til en skole i Slagelse. Om det er rigtigt, ved vi heller ikke med sikkerhed, men vi ved, at Hans Tausen dukker op som munk i Johannitterklosteret i Antvorskov - lige uden for Slagelse.  Kloster og Universitet side 86 ff.: Hans Tausen blev Johannittermunk, desværre ved vi ikke, hvorfor han blev det. Der er mange paralleller mellem Luthers og Tausens liv, men vi har intet fået overleveret, der tyder på, at han blev munk p.g.a. en sjælelig krise. Havde det været tilfældet, ville han formodeltlig have skrevet herom, ikke mindst fordi han senere skrev om, hvorfor han forlod det: nemlig fordi det at være i kloster lå meget langt fra det klosterløfte, som han havde aflagt. Tausen skrev, at han havde forladt klostret med god grund. Han havde lovet fattigdom, og var i stedet kommet til at bo i store kostelige stenhuse, kongelige paladser - og havde spist og drukket fyrsteligt, og stort set ikke arbejdet.  Men heri ligger der jo dog en del af en begrundelse for at gå i kloster; nemlig opfyldelsen af det middelalderlige fromhedsideal - gennem bøn og askese at forøge antallet af gode gerninger på jorden. Ud fra Tausens egne kommentarer kan vi formodentlig slutte, at Tausen var gået i kloster ud fra ønsket om at øge antallet af gode gerninger - altså helt i tidens ånd.  Universitetet i Rostock side 86-87: Herudover tyder alt også på, at Tausen har haft lyst til at studere, og var det det, han ville, ja så var klostervejen en oplagt mulighed. Under alle omstændigheder kom han til at studere ved et af de anerkendte universiteter i Nordeuropa, universitetet i Rostock, som var et lidt gammeldags universitet, der helt fulgte den skolastiske ånd.  Hans Tausen blev immatrikuleret i november 1516 under navnet Johannes Tasen de Selandia, og han studerede "de frie kunster" (artes liberales). Studiet hvilede stærkt på læsning af de antikke forfattere, især på Aristoteles, og var tænkt som en slags grundstudium, før man begyndte at læse f.eks. jura eller teologi.  I 1517 tog Tausen Baccalaurgraden som nr. 15 - en ikke alt for god placering, der heller ikke blev bedre, da han i 1519 blev magister. Her blev han godt nok nr. 4, men da der kun var fire kandidater, så var han den, der havde taget den dårligste eksamen  året efter i 1520 møder vi ham i et forelæsningskatalog fra universitetet i Rostock, hvor det fremgår, at han forelæste over Aristoteles' skrift "øconomid" i italieneren Arentinus' latinske oversættelse. I kataloget har Tausen fået den lange titel Dominus Johannes Tasen de Selandia Mag. Artium. Anvendelsen af ordet Dominus (herre) viser os, at han er blevet præsteviet, hvornår og af hvem ved vi ikke.  Vi må næsten antage, at Hans Tausen har fulgt tidens skik og brug og har påbegyndt et studium - teologi - samtidig med, at han begyndte at forelæse.  Københavns Universitet. side 87f: Efter at have fungeret på universitetet i Rostock tog Tausen tilbage til Danmark, hvor han i oktober 1521 blev immatrikuleret ved Københavns Universitet for at studere "ad theologiæ facultatis professionem" - skolastisk teologi. Her på Københavns Universitet har han truffet Poul Helgesen (Paulus Helie), og Tausen skriver nogle år efter: "Vi har fortæret så meget brød tilsammen, at han kender mig ikke så balstyrig og ufredsom, at jeg ville gøre et menneske ondt, dersom jeg end kunde".  Den periode, hvor Tausen studerede ved universitetet i København, var en meget spændende periode, hvad angår udviklingen inden for dansk kirkepolitik. Det var i denne periode, at der var fuld gang i "udvalgsarbejdet" for at lave den nye rigslovgivning.  Den kirkepolitiske stemning i København var stærkt præget af et reformkatolsk miljø, ikke mindst omkring karmelittermunkene og i særdeleshed omkring Poul Helgesen. Miljøet betød, at man var ganske kritisk over for en række af den katolske kirkes dogmer, og især den måde hvorpå den katolske kirke administrerede afladshandlen.  Men det var også et miljø, hvor man interesseret fulgte med i og havde forståelse for Luthers teologi i Wittenberg. Poul Helgesen selv var jo den (som tidligere omtalt), der introducerede Luthers tanker for sine studerende. Men nu skal man huske på, at en af de største forskelle mellem det middelalderlige samfund og vort ligger i kommunikationen. med få brøkdele af sekunders forsinkelse kunne vi se, at de amerikanske fly lettede for at angribe Irak under Golfkrigen. Vi kan sende et brev pr. telefax til den anden ende af jorden, og det er fremme sekunder senere. I det sen middelalderlige samfund kunne der gå måneder før informationer nåede frem, og så var det ofte på anden eller tredje hånd. Derfor var beddømmelses grundlaget et andet, og derfor er der næppe grund til at lægge meget i, at Tausen kom til at studere på Luthers eget universitet i Wittenberg.  Det er rimeligt at antage, bl.a. på grund af Tausens egne kommentarer, at Poul Helgesen som lærer kom til at betyde en del for Tausens teologiske udvikling; også fordi det er overvejende sandsynligt, at han boede på karmelitter kollegiet i København.  Men det var ikke kun Poul Helgesen, der kunne trække Tausen i retning af Luther. Christian den 2. havde indkaldt nogle Wittenberg-teologer til at arbejde i København. Den berømte Karlstadt var rejst fra København, da Tausen begyndte at studere i byen, men Gabler fra universitetet i Wittenberg var blevet indsat som lærer i græsk og Det Ny Testamente, og det er hævet over enhver tvivl, at Tausen har haft ham som lærer. Man kan derfor roligt sige, at der var skabt en grobund for Luthers tanker.  Fra Poul Helgesen fik Tausen formodentlig også en god portion skepsis mod Christian den 2. Efter al sandsynlighed oplevede Tausen også i denne periode, at kongen fik brændt Didrik Slagheck, som han selv havde fået indsat som ærkebisp i Lund, på bålet i København for dennes ugerninger bl.a. i Stockholm. Det var i disse år, at Poul Helgesen tog bladet fra munden over for kongen. Ifølge Skibby krøniken holdt Poul Helgesen en prædiken for kongen om Herodes og hans elskerinde Herodias, som kongen kun kunne forstå som et angreb på sin egen glæde over det samliv, som han havde haft med Dyveke. Det resulterede i, at kongen inddrog karmelitter kollegiet for derigennem at ramme Poul Helgesen, som var flygtet. Tausen holdt sig helt uden for dette og andre politiske forviklinger, og det fortsatte han med, også da han må have mødt Christian den 2.'s landflygtige hof i Wittenberg.  Universitetet i Wittenberg side 89ff Hans Tausens studieophold i København blev relativt kort. Først drog han til universitetet i Louvain i Nederlandene, hvor han blev immatrikuleret d. 12. september 1522. Rejsen var understøttet af hans kloster i Antvorskov. Klosteret i Louvian var berømt for sine sprogstudier og sin bibelhumanisme.  Men Tausen blev ikke længe i Nederlandene. Stemningen på universitetet var godt nok bibelhumanistisk, men den var også meget hadsk mod Luther. Tausen rejste videre til universitetet i Køln, men her blev han ikke engang så længe, at han blev immatrikuleret. I hans gravskrift står der kort og godt, at han blev træt af at være i Louvain og i Køln.  Rejsen gik videre til Wittenberg, hvor han blev immatrikuleret d. 16. maj 1523. Det må være sket med prioren Eskild Thomsen i Antvorskovs vidende. I 1523 var reformationen - som tidligere nævnt - godt i gang i Tyskland. Luther var lyst i rigets akt (dømt fredløs af den kejserlige domstol), og han var bandlyst af paven. Wittenberg-teologerne var i fuld gang med at udforme den ny lære og havde taget afstand fra de grundlæggende dogmer inden for den katolske kirke.  Grunden til, at man accepterede, ja måske tilskyndede Tausen til at studere i Wittenberg, har formodentlig været en overbevisning om, at Luther nok skulle finde tilbage til kirken, og at mange af Luthers synspunkter isoleret vakte en vis genklang i den danske kirke. Vi ved meget lidt om Tausens liv i Wittenberg. Ifølge gravskriften opholdt han sig i Wittenberg på andet år, da han overraskende blev kaldt hjem til Danmark. Hvorfor ved vi ikke.  I Wittenberg har han mødt Luther og Melanchthon og hørt deres forelæsninger. Der er heller ikke tvivl om, at disse gjorde et meget stort indtryk på Tausen. Ligeledes har han oplevet salmesang på nationalsproget for menigheden; tidligere var al sang foregået på latin, og menigheden sang ikke med. Det blev nu ændret, og denne oplevelse af salmedigtning og udbredelse af kendskabet til evangeliernes indhold fik stor betydning for Tausen, som selv skrev en række udmærkede salmer, og oversatte nogle af Luthers salmer til dansk. Den dag i dag synger vi: "Fra Himlen kom en engel klar" og Fra Himlen højt kom budskabet her".  En anden bemærkelsesværdig ting ved Wittenberg opholdet er, at Tausen holdt fast ved ikke at blande sig i politik. I oktober 1523 kom Christian den 2. med sit hof til Wittenberg for at få hjælp til at tilbageerobre Danmark fra den saksiske fyrste. Christian den 2. blev meget betaget af Luther, blev malet af Lucas Cranach, og satte mammutopgaven med at lave en dansk bibeloversættelse i gang.  Var der en, der var kapabel til denne opgave, så var det Tausen. Han havde ikke kun studeret græsk, men også hebraisk. Hans senere oversættelser af Mosebøgerne viser, at hans kendskab til hebraisk lå på et ganske pænt niveau, men ikke desto mindre deltog han ikke i oversættelsesarbejdet. Han ville øjensynligt ikke støtte "Christian Tyrans" kamp for at komme tilbage til Danmark.  Forholdet til Luther og til Melanchthon har formentlig kun ligget på det formelle plan. Der er intet, der tyder på, at han f.eks. har deltaget i Luthers berømte middagsselskaber. Men også på det formelle plan har det været muligt ikke kun at tilegne sig et fagligt kendskab til Luthers tanker, men også at forstå noget af baggrunden for Luthers teologi.  Tausen blev, som bekendt, kaldt hjem, førend han havde ønsket det. Hvad årsagen var til, at prior Eskild Thomsen tog denne beslutning, ved vi ikke. Men man kan forestille sig, at det hang sammen med en normalisering til den pavelige kirke. Som en tak til Gud, for at oprøret mod Christian den 2. var lykkedes, vedtog Rigsrådet en erklæring til støtte for kirken og for den pavelige politik. Det kan meget let tænkes, at det er under indflydelse af disse handlinger, man skal finde grunden til, at Tausen blev kaldt hjem.  Det er formodentligt mindre sandsynligt, at det var, fordi man opfattede det som skadeligt for den hellige, at Wittenberg-teologerne lå i strid med den katolske verden; det var noget, man tog relativt let på. Det kan man også se af det erhverv, som blev Hans Tausens, da han vendte tilbage til Danmark.  Ud over den direkte betydning, som det havde haft for Hans Tausen at have studeret i Wittenberg, kom den mere indirekte. Alene det, at Tausen havde fulgt forelæsninger og hørt prædikener af Luthers og Melanchthons munde, var med til at styrke hans position i Danmark efter reformationen kom i gang. Det er absolut ikke uden grund, at alle mindeskrifter om Tausen nævner og gør meget ud af hans ophold i Wittenberg." -

Sources
• Individual: http://www.geocities.com/Heartland/Estates/5640/fmarkus.html
• Birth, death: Genealogisk Tidsskrift (Dansk), mai 1914, nr 5, s 132

Tausen, Hans (I9849)

1676

Hans-Tørressongården Øver-Naurstad på Tverlandet

Danielsdotter, N.N (I6687)

1677

Har Nordrup som len af Antvorskov Kloster Kendt 1355

Basse, Johannes (I6508)

1678

Harald , konge av Reidgotaland
Han hadde datteren Helga som ble gift med Heldrek. Han hadde også sønnen Halvdan
I landflyktighet kom Heidrek til Reidgotaland og gikk i tjeneste hos kong Harald. For sine bragder fikk han kongens datter Helga til hustru og også halve kongeriket. Heidrek fikk sønnen Angantyr med Helga. Etter en tid med uår i landet og krav om at en gutt av fornem herkomst måtte ofres til gudene, gikk Heidrek til angrep på kong Harald og drepte både ham og hans sønn. Heidreks kone Helga tok sitt eget liv. Dette regnes som sverdet Tyrfings andre udåd
https://no.wikipedia.org/wiki/Heidrek

Harald (I11838)

1679

Harald den gamle, sagnkonge i Skåne
Han var sønn av Valdemar den gavmilde og Hildes, Harald er gift med Hildur datter til Heidrek Ulveham De hadde barna Halvdan og Gudrød
Harald den gamle eller Harald Valdarsson (norrønt: Haralðr hinn Gamli) var en mytisk konge i Skåne. Han var gift med Hildur, datter til den mytiske goterkongen Heidrek Ulveham og ble far til Halvdan den snille og hans halvbror Gudrød, konge av Skåne. Han er omtalt i fornaldersagaen Hversu Noregr byggðist.
Ifølge denne sagaen var Harald sønn av Valdemar den gavmilde som tilhørte den legendariske skjoldungeætten og som nedstammet fra Odins sønn Skjold. Noen av de etterkommerne hans som nevnes i sagaen er Ivar Vidfamne, Harald Hildetann, Sigurd Ring, Ragnar Lodbrok og Harald Hårfagre, alle konger i ulike deler av Skandinavia.
Haralds sønner Halvdan og Gudrød nevnes i Snorre Sturlasons Ynglingesaga.
https://no.wikipedia.org/wiki/Harald_den_gamle
http://www.norsesaga.no/hvorledes-norge-ble-bosatt.html

Valdemarson, Harald den Gamle (I4710)

1680

Harald Granraude (Norrønt: Haraldr hinn Granrauði) skal ha levd rundt år 800 og ha vært konge i Agder. Hans eksistens er usikker i og med at han bare såvidt er nevnt i Snorre Sturlasons Ynglingesagaen som ble skrevet 400 år etter at han skal ha levd. Ifølge Snorre var Harald gift med Gunhild Ragnvaldsdatter, datter av Ragnvald Sigurdsson, storbonde på Huseby i Lister. Harald var far til Åsa Haraldsdatter og Gyrd Haraldsson[1].
Da kongen av Vestfold, Gudrød Veidekonge, sendte menn for å fri til Haralds datter Åsa, takket Harald nei. Dette førte til at etter en stund satte kong Gudrød skip på vannet, og så seilte han med stor flåte vest til Agder og kongsgården på Tromøya, han kom helt uventet på dem, gjorde landgang og kom til Haralds gard om natta. Da Harald merket at en hær var kommet gikk han ut med alt det folk han hadde. Det ble en hard kamp, men overmakten var for stor. Der falt Harald og Gyrd, sønn hans. Kong Gudrød tok stort hærfang, han tok også Åsa, datter til kong Harald, med seg hjem og holdt bryllup med henne.
En lokal legende sier at Harald Granraude gjemte seg i en underjordisk tunnel med Åsa, men de ble funnet og Harald ble halshugge

Herbrandson, Harald Granraude (I4453)

1681

Harald Grenske (født mellom 952 og 957, død 995) var far til Olav den hellige. Tradisjonelt har det blitt krevd at Harald Grenske stammet fra Harald Hårfagre via faren Gudrød Bjørnsson. Tilnavnet Grenske kommer av at han var fra Grenland.
Harald omtales i Snorres Heimskringla, først i Håkon jarls saga, som forteller om at faren Gudrød døde, hvorpå Harald rømte til Opplandene, sammen med blant annet sin fosterbror Rane. Eirikssønnene, sønnene til Eirik Blodøks, var stadig ute etter å kvitte seg med alle som kunne utgjøre en trussel mot dem, og Harald forlot derfor Norge og reiste til Svitjod (Sverige). Der møtte han den svenske hærmannen Skoguls-Toste, far til Sigrid Storråde. De dro på noen viking-tokter sammen, blant annet til Baltikum.[1] Harald Grenske nevnes også i både Fagerskinna og Ågrip, men disse sagaene har ingen opplysninger om ham utover at han var Olav den helliges far.

Gudrødsson, Harald Grenske (I4293)

1682

Harald Gullskjegg ('Haraldr gullskeggr)
Småkonge i Sogn (Sygnafylke)
Harald bodde på den gamle kongsgården Husabø - gnr 15 ? Leikanger
f. ca 800 Haralds foreldre er ukjente
Harald Gullskjegg var gift med Sølvør Hundolfdotter. De hadde døtrene Turid og Ragnhild
Harald Gullskjegg var en norsk høvding, og var småkonge i Sygnafylke (Sogn) på 800-tallet.
Sagaen forteller at han var far til Ragnhild Haraldsdatter, som var gift med Halvdan Svarte. Gullskjegg fikk ingen sønner, men hans barnebarn Harald, barn av Ragnhild og Halvdan Svarte, ble oppfostret på gården hans. Før sin død overlot han Sygnafylke til Harald. Ragnhild døde like etter sin far, og Harald døde påfølgende vår, bare 10 år gammel. Da Halvdan Svarte hørte om sin sønns død reiste han dit og gjorde krav på Sygnafylke Folket der tok vel imot den nye kongen, og Halvdan Svarte satte Atle jarl fra Gaular til å styre i riket. Halvdan Svarte giftet seg ifølge sagaen senere med Ragnhild Sigurdsdatter og fikk med henne sønnen Harald Hårfagre.
Ifølge sagaen arver altså den første Harald det rike morfaren Harald Gullskjegg hadde i Sogn, men dør selv like etterpå, slik at faren Halvdan Svarte arver Sygnafylke av sin sønn. Siden blir det etter sagatradisjonen født en ny sønn av Halvdan Svarte, også han med navnet Harald, og også denne gang med en Ragnhild, denne gang en som oppgis å være av dansk kongeslekt på morssiden: "Mor til Ragnhild var Tyrne, datter til kong Klakk-Harald i Jylland; hun var søster til Tyre Danmarksbot, som var gift med Gorm den gamle som rådde for Danevelde den gang."
Historikeren Claus Krag legger i "Norges Historie fram til 1319" til grunn at Harald Gullskjegg faktisk var morfar til den Harald som senere skulle bli kjent som Harald Hårfagre. Tolkningen må innebære at han antar at de to sønnene med navnet Harald som nevnes i Halvdans Svartes saga er en og samme person, eller at han mener den andre Harald er et litterært grep av Snorre for å knytte Hårfagreætten tettere til Østlandet og Danmark. Dette kan stemme med at den åpenbart mytologiske fortellingen om "Ragnhilds drøm" knyttes til den andre Ragnhild.
Haraldr gullskeggr Tilnavn / fordanskning: Harald Guldskæg Lokalitet: Sogn, Norge Relationer: Gift med Sølvør. Havde datteren Thurid, som var gift med Ketil Stenflage (Helluflaga).Kilder: Landnamabogen: 151, 326 Noter: Konge i Sogn.
https://no.wikipedia.org/wiki/Harald_Gullskjegg
https://www.allkunne.no/framside/fylkesleksikon-sogn-og-fjordane/kjende-personar/harald-gullskjegg/1898/78769/
http://heimskringla.no/wiki/Navneindex:_A._Personnavne

Harald "Gullskjegg" (I11865)

1683

Harald Klakk Halvdansson, småkonge på Jylland , ca 812-815, og fra 819-826.
Tilnavnet «Klakk» betyr svak eller kraftløs Det passer godt på harald fordi han gang på gang søker hjelp hos Ludvik den fromme i steden for å klare seg selv.
Han må ha vært gift flere ganger første gang mulig med datteren til kong Godfred, de hadde barna Godfred, Rolf, Ingeborg (Tyrne) og Sigfred.
Han var gift med Sigrid Helgesdatter og de hadde datteren Gisela.
Frankerkongen Ludvig den fromme (Ludvig I av det tysk-romerske rike) hadde ingen effektiv flåte, og det gjorde kysten av Friesland sårbart for angrep fra sporadiske danske vikingangrep. I 826 innledet kong Ludvig forhandlinger med Harald Klakk og tilbød å gi han deler av Friesland mot at Harald forsvarte den frisiske kysten mot framtidige vikingangrep. Harald tok imot og senteret for lenet var lokalisert i nordvestlige Tyskland, vest for Oldenburg.
I følge danske kilder skal Harald Klakk ha vært en bror av en Anulo Halvdansson som ble kåret til samkonge med en annen bror Reginfred Halvdansson i 812 inntil de ble fordrevet av sønnene til kong Gudfred (Gudrød) Sigfredsson Veidekonge to år senere. I disse kampene ble Reginfred drept. Det var derfor Harald søkte støtte hos den mektige kong Ludvig den fromme,sønn av Karl den store. I 815 går han inn i Jylland med frankisk hær og Gudrødsønnene trekker seg tilbake til Fyn. Frankerhæren returnerer derimot sørover etter å ha tapt styrker i et bakhold.
I 826 er Harald Klakk i et møte i det kongelige palasset i Ingelheim am Rhein hvor frankerkongen uttrykker sin bekymring for urolighetene i grenseområdene i nord. Det sies at Harald og hans følge mottatt med stor prakt, og som gjenytelse lar den danske småkongen seg døpe i et kirkemøte den 24. juni 826, noe som må ses som både en symbolsk som direkte underkastelse for kong Ludvig den fromme. Etterpå drar han tilbake til Danmark, sannsynligvis til Hedeby, sammen med to munker, Ansgar og Aubert, for å spre kristendommen i det hedenske nord.
http://fmg.ac/Projects/MedLands/DENMARK.htm#Halfdandied810B
https://da.wikipedia.org/wiki/Harald_Klak

Halvdansson, Harald Klakk (I4496)

1684

Harald Klerk på Samsal i Ringsaker var av Kusse-familien. Kona hans var søster til ridder og biskop Hallvard av Hamar. Han døde muligens av svartedauden.

Klerk: (fra norrønt, av gresk "lodd", dvs egentlig "presteskap utvalgt ved loddkasting): geistlig person, prest, prestemedhjelper.
Klerikalisme: det å arbeide for å øke kirkens politiske makt, prestevelde.
Klerikal (av klerus): som tilhører presteskapet eller er karakteristisk for dette eller kirken, særlig som maktfaktor.

Klerk, Harald (I7642)

1685

Harald Øysteinson, konge av Hedeby
Harald var den andre kongen av Hedeby Danmark (i dag Haddeby, Schleswig-Holstein, Tyskland)
Han var sønn av Øystein og Hild, gift med Imhild De hadde 3 barn Halvdan, Harald og Holger
Harald ble drept i kamp i Irskesjøen
http://fmg.ac/Projects/MedLands/DENMARK.htm#Halfdandied810A

Øysteinson, Harald (I11859)

1686

Haralds angelsaksiske navn var Godwinson, han var konge av England i 1066.
Det var mange liebhabere til den engelske kronen. I sør satt hertug Vilhelm av Normandie og hevdet at han hadde Edvards tilsagn om å få overta hans rike, og paven støttet hans krav. Den som i første omgang gikk av med seieren, var likevel en innfødt jarl, Harald Gudinesson. Kong Edvard Confessoren overlot ham riket 05.01.1066, da han var døende. Harald ble umiddelbart kronet i Westminster. Paven bannlyste nå Harald for brudd på ed.
Harald hadde en misunnelig bror, Tostig eller Toste, som syntes at han hadde like stor rett til kronen. Han søkte nå hjelp hos den norske kongen, og tilbød å støtte ham. Harald Hardråde hadde aldri glemt de arvekrav som også han kunne gjøre gjeldende på Englands trone. Og det var fristende å gripe sjansen. Danmark hadde han - iallfall tilsynelatende - oppgitt; han hadde fred med kong Svein, og inten farer truet derfra. Men ble han herre over både England og Norge, ville ikke Svein Estridsson ha store mulighetene for å stå seg. Da ville kong Knuts gamle nordsjørike kunne gjenoppstå under norskekongens scepter. Og utsiktene til at en ekspedisjon til England skulle kunne føre fram, var slett ikke dårlige. Arvekravet ga toget et anstrøk av legitimitet, som nok kunne vinne endel tvilere for hans sak. Han kunne regne med en viss tilslutning i England, særlig i de nordøstlige områdene, der det nordiske islettet var sterkt. Riktignok viste Toste seg her som en upålitelig informatør, oppslutningen om Harald ble langt dårligere enn det han forespeilet. Men Harald Gudinnesson kunne ikke mobilisere fullt ut mot Harald, han måtte holde et våkent øye med hertugen av Normandie, som gjorde åpenlyse forberedelser til en landgang.
Harald på sin side gjorde også omfattende forberedelser som viser at han regnet med et stort felttog. Han satte seg først fast på Orknøyene, noe som ble desto lettere fordi den mektige Torfinn jarl nylig var død. Her trakk han sammen folk, og her plasserte han sin dronning, den russiske Ellisiv, og hennes to døtre. Så gikk han i land på kysten av Northumbria og vant flere seire i mindre slag, byen York var i ferd med å åpne sine porter for ham, da han selv nådde fram. Harald Hardråde lot seg overraske med en mindre avdeling og falt på jordene et stykke utenfor byen, ved Stamford bro den 25.09.1066. Harald Gudinesson selv fulgte ham i døden et par uker senere. Straks etter Harald Hardrådes fall måtte han dra i ilmarsj med sine menn sørover for å ta imot normannerne på kanalkysten. Det kom til slag ved Hastings den 14. oktober. Harald ble rammet av en pil i øyet og nedhugget. Liket kjentes igjen av hans elskede Edgyth Svanehals. Han ble jordet der, men senere flyttet til Waltham kloster.
Edgyth var Haralds konkubine. Han ble ca. 1064 gift med Ealdgyth, datter til Elfgar og enke etter Griffits. Dette var et politisk ekteskap.
Harald var den siste anglosaksiske konge av England. Normannerhertugen ble hans arvtager.

Godwinson, Harold (I5365)

1687

Härnösand stifts herdaminne

Knutsdotter, Magdalena (I9727)

1688

Härnösand stifts herdaminne

Andersson, Knut (I9728)

1689

Hatlestad
https://www.nb.no/nbsok/nb/a0e81fabef843064ecf88f03d9214a5f#589

Kvamme
https://www.nb.no/nbsok/nb/97fd609cf59204da0bc1a51107fb3775#51

Joensen, Hans (I9254)

1690